At bære det ubærlige

Trykt i ALT for damerne:

Ambulancen kørte os gennem den sovende by. Ruderne i husene var sorte og lukkede. Det regnede, og de blå lys på taget blinkede koldt i den våde asfalt. På hospitalssengen ved siden af mig lå Siri med lukkede øjne. Hun hev efter vejret og holdt med begge hænder om den store, gravide mave. Jeg strøg hende forsigtigt over håret. Jeg havde en svag kvalme, og mit hoved summede af træthed.

Det var ikke mere end en halv time siden, at vi havde ligget i vores seng. Ikke mere end en halv time siden, at vi endnu levede i troen på, at vi var de kommende, lykkelige forældre til tvillinger. Så sent som for et par dage siden, havde vi set de sort/hvide glimt af tvillingerne på en ultralydsscanner. De lå og sprællede muntert under Siris hjerte, de moslede og sparkede derinde, de var så levende, og hvert eneste spræl var et vidnesbyrd om den store glæde, der ventede os, om Den Store Dag, hvor vi skulle se vores børn.

Nu sad vi i en ambulance, på vej til Rigshospitalets akutafdeling for problematiske fødsler.

Da vi ankom, gik jordemoderen straks i gang med at undersøge Siris underliv. “Din livmoder er stadig lukket”, sagde jordemoderen med dæmpet stemme. “Men livmoderhalsen er blevet kortere.” Siri så længe på hende  “Er jeg gået i fødsel?”, spurgte hun.

“Nej, du er ikke gået i fødsel, men du har veer, og vi er nødt til at give dig et vehæmmende drop. Vi kan muligvis nå at stoppe veerne på den måde”.

Da jordemoderen var gået, tog jeg Siris hånd. “Det kommer til at gå”, sagde jeg. Siris øjne flakkede. De første tårer faldt fra hendes øjne. Vi vidste begge, at tvillingerne var i fare for at blive født tre en halv måned for tidligt – og at børnenes chancer for at overleve var minimale.

Jeg fik lov til at sove i en seng ved siden af Siri. Jeg var træt, og flere gange faldt jeg i søvn, men vågnede hele tiden med en følelse af, at jeg var ved at falde, og måtte holde fast i sengen. Siri lå på ryggen hele natten. Medicinen faldt i dråber gennem en slange og ind i Siri. Hun græd. Hver gang, jeg vågnede, tog jeg hendes hånd, men tårerne blev ved med at løbe fra øjet og ned på puden.

Jeg gentog og gentog ordene: “Det kommer til at gå, det kommer til at gå, veerne forsvinder. I morgen er vi hjemme igen.” Men inden i mærkede jeg angsten. Angsten for at tvillingerne ikke ville klare det, angsten for, at alt i vores liv ville styrte sammen.

Morgenen kom. Det grå lys fra en lavthængende sol, faldt ind gennem skoddernes lameller. Da jeg vågnede ved sekstiden kunne jeg ikke sove mere, så jeg stod op og gik ud på toilettet. Det første jeg så, var mit eget spejlbillede i det store firkantede spejl over håndvasken. Jeg blev stående og så på mig selv, tøvende, stirrende. Jeg havde en sær fornemmelse af, at jeg ikke kendte mennesket inde i spejlet. Det mindede om mig, men manden i spejlet var ældre, mere hærget, og hans øjne var tunge, så uforståeligt tunge.

Jeg tvang mig selv til at ranke ryggen, da jeg åbnede toiletdøren igen. Siri sov. Dråberne løb gennem slangen, uophørligt, dryppende. Jeg gik hen og trykkede på knappen, der fik skodderne til at glide op med en sagte metallisk skurren. Udenfor, ude i virkeligheden, regnede det. Folk gik gennem regnen med paraplyer, bilerne pjaskede vand ind over fortovet, og lige uden for hospitalet kørte linie 3. Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan kunne linie 3 køre på denne dag, hvor alt var så tæt på at falde i grus? Alt det, der skete derude, al denne hverdag, al denne almindelighed, var så fjern. Jeg hørte ikke længere til i den virkelige verden.

Der stod en stander med en plakat på den anden side af vejen. Plakaten reklamerede for et forsikringsselskab, og sloganet var: “If….rolig, det ordner sig!”. Derude i virkeligheden behøvede man ikke bekymre sig; rolig, det ordner sig. Hvis det går galt, nå ja, så får du erstatning fra os, det ordner sig. Men her, her bag ruden i vores enestue på hospitalet, var der ingen, der kunne erstatte noget. Ingen kunne tage det roligt. Ingen kunne ordne noget for mig og Siri og vores tvillinger. Ingen kunne gøre noget som helst.

Ud på eftermiddagen fik Siri det skidt. Det gik stille og roligt værre og værre. Personalet forsøgte at nedsætte doseringen af den vehæmmende medicin, men hver gang de gjorde det, vendte veerne tilbage. Der var stor risiko for, at fødslen gik i gang. Hele natten lå vi og ventede på miraklet, ventede på, at veerne ville gå i sig selv, og at vi fik lov til at forlade hospitalet og tage hjem og glæde os til tvillingernes komme.

Jeg sov en smule. Når jeg vågnede, stod der altid en jordemoder, en sygeplejerske eller læge og så til Siri. Det var en endeløs række af ansigter, ansigter, der så alvorligt på os, ansigter, der forsøgte at smile. Men de vidste alle, at der ikke var noget at smile ad. Det, der ikke måtte ske, var ved at ske.

Den næste morgen kom en læge ind til os og sagde, at de var nødt til at forløse tvillingerne ved kejsersnit. Vi skulle forberede os på, at vores børn ville være meget, meget små, langt mindre end almindelige spædbørn. De ville veje omkring 700 gram hver.

Jordemoderen stod ved siden af lægen. “Vil I snakke med en præst?”, spurgte hun. Ved disse ord var der noget i mig, der gik i stykker. Som et glas, der splintres i en hånd. En præst? Var det virkelig der, vi var? Var vi ved at miste vores børn? Jeg nikkede til jordemoderen. Vi havde brug for al den hjælp, vi kunne få. Præsten kom og forsikrede os om, at han ville være med under operationen, så han kunne nå at døbe børnene, hvis nu…

Efter præstens besøg kom en stadig strøm af læger og sygeplejersker. De var ved at gøre klar til operationen. Mens en læge var i færd med at undersøge Siri, jog nye smerter gennem hende. Hun vred sig, og pludselig begyndte det at styrtbløde. Lagnet blev rødt, dynen blev rød. Blodet dannede en pyt i en fordybning i madrassen  Der gik panik i Siri. “Jeg er bange for at dø! Jeg er bange for at dø!” skreg hun.

“Du skal ikke dø”, sagde lægen, “men du har fået en moderkageløsning. Vi er nødt til at operere nu.” Han nikkede til jordemoderen, der forsvandt og kom tilbage med noget sterilt tøj og en ansigstmaske til mig. Jeg gik ud på toilettet for at skifte. Jeg var nervøs og fumlede med knapperne i jakken. Der var et par hvide træsko. Hen over skosnuderne havde nogen skrevet “Far” med rød tusch.

Da jeg åbnede toiletdøren igen, opdagede jeg til min forbløffelse, at værelset var tomt. Siris seng var væk. Jeg skulle til at gå ud på gangen, da jordemoderen kom for at hente mig. “Siri er i operationsstuen”, sagde hun og trykkede min arm. Jeg stolpede efter jordemoderen i de hvide træsko. De var alt for store, både skoene og ordet på skosnuderne.

En sygeplejerske åbnede døren ind til operationsstuen. Det første jeg så, var Siri, der lå på operationsbordet. Hun var blottet fra ryggen og ned. Underlivet og balderne var røde af blod. Der var et mylder af folk, som alle bevægede sig utroligt hurtigt. Der var to kirurger, to børnelæger, en anæstesilæge og et væld af sygeplejersker og jordemødre. Jeg gik i stå i døråbningen. Jeg så på blodet og Siris hår, der hang ned for enden af sengen. Hvordan skal jeg nogen sinde komme mig over det her? tænkte jeg. Det her er for tungt, det her kan jeg slet ikke bære. Men jeg gik hen og satte mig ved Siris hoved.

“Du må tale til mig”, sagde Siri grædende, “tal til mig, jeg er bange”. Hendes øjne var vidt opspærrede, kinderne våde af tårer.

Jeg ved ikke længere, hvad jeg sagde til Siri, men jeg talte og talte, mens jeg forsøgte at høre, hvad kirurgerne sagde til hinanden. Rygmarvsbedøvelsen gik fint, sagde de. Nu startede de operationen. Der var sat en skærm op, så vi ikke kunne se dem skære.

Minutterne løb, og jeg hviskede beroligende ord til Siri. “Nu kommer tvilling A”, sagde en af kirurgerne. Jeg tav, lyttede. På et ur på væggen bag kirurgerne tikkende sekundviseren med en øredøvende larm. Så hørte jeg barnegråd, men det var ikke den gråd, man normalt hører fra en baby. Stemmen var langt mindre, mere spæd og fin. Jordemoderen overtog barnet fra kirurgen, og idet hun løftede barnet over til børnelægen, så jeg et lille bitte menneske, der sprællede i jordemoderens hånd. “Jeg tror, det er en pige”, sagde hun. Jeg sank og kunne ikke tale længere. Lidt efter kom den anden. Endnu en spinkel stemme. Hun viste os barnet. “I har også fået en lille søn”, sagde hun.

En sygeplejerske tog min hånd og førte mig ud i forrummet, hvor de to kuvøser stod. Præsten stod mellem kuvøserne. “Tillykke”, sagde han og trykkede min hånd længe, “En dreng og en pige, det kunne jo ikke være bedre”. Jeg sagde tak, men jeg tænkte: jo, det kunne være bedre.

To sygeplejersker kørte kuvøserne ned ad gangen, præsten og jeg gik bagefter. Da vi nåede hen til neonatalafdelingen, fik jeg lov til at se på mine to små børn. De var så små, så ubegribeligt små. Det rev i mig, det rev så hårdt, at jeg havde svært ved at trække vejret. En vanvittig stikkende, skrigende medlidenhed og kærlighed til de to børn vældede op i mig, som en kogende gejser, der springer fra jorden. Jeg stod længe og kiggede gennem kuvøsens rude. Alt ved børnene var så fuldendt; de var små, men alt var perfekt. Pigen havde lange øjenvipper og fine pigede ansigtstræk. Drengen var en rigtig dreng, og han protesterede mod at sygeplejersken gav ham tøj på.

En halv time senere blev Siris seng kørt ned til neonatalafdelingen. Et par kuvøser blev skubbet til side, og vi blev skærmet af, så ingen kunne se os. Præsten kom ind i fuldt ornat med pibekrave. Han skubbede et lille stålbord foran sig. På bordet stod en ciseleret, gammeldags døbefont med vand, der skvulpede stille. Det var et barokt syn. Præsten og døbefonten midt i dette højteknologiske helvede med skærme, apparater, slanger og hylende alarmer. Udefra må det have set meget mærkeligt ud, men det Siri og jeg havde gennemlevet de sidste dage, havde ophævet alle grænser og normer. Vi døbte børnene Thor og Alma. Præsten duppede forsigtigt vandet fra fonten på børnenes kyser.

Efter dåben blev vi  installeret i opvågningsstuen. Jeg var rastløs og vandrede frem og tilbage i værelset. Jeg havde lyst til at gå tilbage til kuvøserne, men jeg ville ikke efterlade Siri alene. På et tidspunkt så jeg ud på gangen. Der stod en kvinde. Det var min mor. Hun tøvede, kiggede på mig. Hun var bange, og jeg kunne se, hun havde grædt. Det gjorde så ondt på mig at se hende. Hun virkede så skrøbelig, så gennemsigtig. Da jeg omfavnede hende begyndte hun at hulke hjælpeløst. “Børnene er født”, sagde jeg. “De hedder Thor og Alma.” Min mor kunne ikke stoppe tårerne. Hun gik hen til Siris seng, omfavnede hende og sagde, at børnene ville klare det. At alting snart blev godt igen.

Senere kom min far og Siris forældre. Blomsterne blev lagt på sengen. Ingen havde kræfter til at finde vaser. Min far åbnede en flaske vin, en vin, der var lagt til side til Den Store Dag. Jeg havde glædet mig så meget til at drikke vinen på børnenes fødselsdag, sammen med vores forældre. Jeg havde glædet mig til, at vi alle skulle stå omkring Siris seng og være glade, lettede, lykkelige, og tvillingerne skulle ligge på Siris bryst. Nu kunne jeg slet ikke smage vinen. Jeg stod blot der med glasset i min hånd. Stod med vores forældre og kiggede på Siri, tavse, knuste.

Bagefter førte jeg dem ned til neonatalafdelingen. En for en kom de hen til kuvøserne. De kiggede på deres børnebørn. Jeg fortalte hvem der var Thor, og hvem der var Alma. De sagde ikke noget, holdt sig for munden og græd. De kunne slet ikke bære det, der var sket.

Jeg selv havde ikke grædt. Jeg holdt gråden tilbage, forsøgte at bære min byrde med smil. Men da jeg næste morgen stod under bruseren, brød jeg sammen. Det kom pludseligt og hårdt, det var umuligt at holde tilbage, som kramper i kroppen. Jeg sank. Lå på gulvet, mens vandet faldt over mig, krummede mig helt sammen og hulkede.

I dagene, der fulgte, opholdt vi os meget ved børnenes kuvøser. Det gjorde meget ondt at se dem, for de havde elektroder på huden, drop i næsen og et utal af ledninger og slanger på sig. Hver tredje time fik de morfin, så de ikke mærkede smerterne. De lå og viftede med armene og benene, men når vi lagde en hånd hen over dem, faldt de til ro. Thor kunne akkurat gribe om spidsen på min lillefinger. Han klemte til. I forhold til sin størrelse, havde han stærke fingerkræfter, og jeg kunne mærke et stik af faderstolthed. Vi hviskede til børnene, sang for dem. Det var tydeligt, at de vidste, vi var deres mor og far. De genkendte vores stemmer. De blev stille og lyttede. De havde endnu ikke åbnet øjnene, men vi kunne se, at de prøvede, når de hørte vores stemmer. Så længe vi sad hos dem, havde vi det godt. Vi glemte alt omkring os, når vi holdt om dem. Men når vi forlod neonatalafdelingen for at sove, kom tomheden og smerten tilbage.

En morgen kaldte en læge os ind til et møde. “Alma har fået en hjerneblødning”, sagde lægen. “Hun får aldrig et almindeligt liv. Vi er nødt til at stoppe behandlingen.”  At høre disse ord om sit barn, er noget af de værste, man kan komme ud for. Man ved, at hun ikke er død, men skal dø. Der er ingen vej tilbage; hun skal dø.

En time senere kom vores forældre for at tage afsked med Alma. De stod ved kuvøsen og så på hende, sagde farvel. Siri og jeg sad i et værelse og ventede på, at en sygeplejerske frigjorde Alma for respirator, slanger og sensorer. Jeg stod ved vinduet, og så ned på dråbernes ringe i vandpytterne. Lidt efter kom sygeplejersken med vores datter, og lagde hende på Siris bryst. Alma havde foldet begge hænder under den ene kind. Hun lå helt stille. En lille engel. Vi kyssede hende, fortalte hende, hvor højt vi elskede hende. Ind imellem gispede hun efter vejret. Vi kunne intet gøre. Vi bare sad der med vores lille datter og så på, at hun døde, mens vi hviskede til hende og strøg hende over håret.

Jeg kunne ikke bevæge mig resten af dagen. Jeg lå i min seng og kiggede op i loftet. Eller jeg så på Alma, der lå i en vugge ved siden af sengen. Siri ammede ud ved en malkemaskine. I den time, hvor vi sad med Alma, var mælken løbet til og spændte brysterne ud. Først om aftenen havde jeg kræfter til at gå ned til Thor. Ved siden af stod den tomme kuvøse. Thors tilstand var blevet en smule bedre, og han tog mælken til sig.

Siri og jeg skiftedes til at være ved Thors kuvøse. Vi fulgte med i sygeplejerskernes arbejde og lærte snart at forstå tallene og graferne på skærmene. Vi kunne se, hvordan han havde det, blev glade, når de gik op, og nervøse, når de gik ned. Sådan gik dagene i fast pendulfart til og fra neonatalafdelingen. Nogle morgener havde han det godt, andre skidt. Vi begyndte at tro på, at han klarede den. Men de sidste dage, faldt hans værdier. Hans lunger fungerede ikke, og der var ikke meget, der tydede på, at de ville blive bedre. En af de dage, hvor det gik rigtig dårligt for Thor, gjorde jeg noget, jeg aldrig før har gjort, noget jeg i alle andre situationer ville finde patetisk. Jeg låste mig inde på et toilet og knælede på gulvet. Jeg bad. Jeg bad om, at hvis der skulle tages et liv, så skulle det være mit. Thor skulle leve, han skulle vokse op, blive et lykkeligt menneske. Lad mig dø, lad min søn leve. Men denne, min eneste bøn nogen sinde, blev ikke hørt.

Det uundgåelige skete. Vi blev på ny kaldt til en samtale og det samme skete. Hans lunger kunne ikke længere klare det. Vi sad med Thor og holdt om ham, til hans hjerte ikke længere slog.

Vi fik lov til at tage tvillingerne med hjem. Dagen før begravelsen, kom kisten. Vi gav dem tøj på. Det var umuligt at opdrive tøj i så små størrelser, så vi måtte give dem dukketøj på. Vi lagde dem ved siden af hinanden. Tæt, så tæt som de også havde ligget i Siris mave.

En halv time før begravelsen lagde vi blomster og gaver ned til Thor og Alma. Et armbånd af guld og en lommekniv. Jeg skulle til at lægge kistelåget på, men Siri græd og sagde, at jeg ikke måtte lægge låget på. “Jeg kan ikke”, græd hun, “jeg kan ikke sige farvel til mine børn.” Til sidst måtte jeg bede Siri om at gå ud af værelset. Da hun var gået, sad jeg et stykke tid og så på dem. Inden i mig, var der noget, der brændte sammen, noget der aldrig nogensinde ville heles. Dette kommer jeg aldrig nogensinde til at kunne bære, tænkte jeg. Så lagde jeg låget på kisten.

Be Sociable, Share!

Skriv et svar