Da jeg blev indhentet af virkeligheden

Det hele begynder i en lille celle i Vestre fængsel. På gulvet ligger den 25 år gamle marokkaner Faycal Caaban. Han afsoner en dom for væbnet røveri. I går havde han været hos fængslets læge fordi han klagede over smerter i maven. Kort efter han vågnede, faldt han om på gulvet. Om to minutter vil personalet komme ind i cellen og konstatere at Faycal var død.

Og det får København til at eksplodere.

Optøjer i København

Sådan, nogenlunde, ville jeg indlede min nye roman som jeg havde planlagt at begynde her i sommer. Det kunne lyde som en kriminalroman, men faktisk skulle den handle om den potentielle storkonflikt der kan opstå mellem visse indvandrergrupper som er frustrerede over det danske samfund og de befolkningsgrupper i Danmark der nærer stort fremmedhad.

Jeg ville skrive om hvad der kunne ske i Danmark i nær fremtid hvis det hele gik amok. Jeg ville gøre det så realistisk som muligt. Den unge marokkaners død, kan ikke umiddelbart forklares. Der opstår teorier om at han er myrdet af hvide indsatte, og at det danske fængselsvæsen ikke ville gribe ind fordi det ”kun” var en indvandrer. Det får dele af de københavnske indvandrere til at protestere og de sætter ild til biler og huse

Situationen var ikke så usandsynlig; faktisk var det netop hvad der skete i Bruxelles 2006. En 25-årig marokkansk fange døde af uforklarlige årsager i fængslet, og det førte til voldsomme optøjer blandt indvandrere som satte ild til biler og butikker, kastede med molotov-cocktails, kom i kamp med politiet. Først efter nogle dage ebbede det ud.

Racekrigen begynder

Men i min roman ville jeg ikke lade det stoppe der. Jeg ville beskrive hvordan unge frustrerede indvandrere gik amok, og så ville jeg se hvad der skete hvis rabiate kræfter på højrefløjen besluttede at tage kampen op mod indvandrerne. Jeg brugte lang tid på at researche raceoptøjerne i Bradford, England 2001, dem i LA 1992 og Tulsaoprøret, USA i 1921. Men jeg planlagde at jeg ville køre linen helt ud. Jeg ville se hvad der skete hvis det hele kammede over, hvis de autonome støttede indvandrerne i kampen mod nynazister og hooligans, rocker- og indvandrerbanderne blandede sig med deres pistoler, og politiet blev var nødt til at skyde med skarpt. Jeg ville sætte København i undtagelsestilstand, ilden skulle bryde ud, storbyen skulle brænde og flere og flere danskere blev inddraget.

Manden med våbnene

Bogens fortæller skulle være en ung historiestuderende som aldrig havde fået skrevet sit speciale om holocaust-historikerstriden i Tyskland. Han er en frustreret, megaloman nationalist, der har prøvet at stille op for til lokalvalg for et kendt dannebrogsvenligt parti, og som bor i en forstad til København. Da han hører om Faycals død og optøjerne der er begyndt, ved han det er hans store chance. Han har blot havde ventet på at der skulle ske noget som dette.

Gennem år har han forberedt sig. Han har købt våben på det sorte marked, han har lært sig at fremstille bomber. Han har studeret The Turner Diaries og drømmer et Danmark befriet for muslimer, ”fejlfarver” og venstreorienterede. Jeg forestillede mig at han skulle være en moderne Raskolnikov, der ikke blot ville dræbe en pantelånerske, men henrette sine fjender summarisk i håbet om at det kunne opildne til det endelige raceopgør og få danskerne til at indse at indvandrerne ødelagde Danmark og de danske værdier.

Massakren

Romanen skulle følge ham time for time. Under optøjerne sprænger han en børnehave i luften og planter bevismateriale der peger på at det er indvandrere der har gjort det. Han går op i opgange og med sin halvautomatiske riffel likviderer han alle de indvandrere og autonome han kan ramme. Han bryder ind i et bordel i Peter Fabersgade, dræber de prostituerede, maler citater fra koranen på væggene og ringer derefter til tv2 fra en af de prostitueredes telefoner, så billederne skulle få endnu flere danskere til at gå på gaden for at kæmpe mod indvandrere.

Urealistisk roman?

Det var det der skulle ske i romanen. Men så gik jeg i stå. Jeg kom jeg frem til at jeg måtte opgive at skrive den. Jeg følte at bogen slet ikke kunne skrives. Den ville blot blive et hult postulat, en usandsynlig science fiction. Det kan ikke ske i vores del af verden. Der sker ikke så ekstreme ting, trods alt. Fjemmedfjendskheden i Danmark kommer aldrig til at føre til raceoptøjer. Der findes ikke den slags mennesker der i stilhed planlægger at likvidere masser af mennesker. Ikke her. Jeg måtte skrive en helt anden bog om noget mere realistisk.

Noget realistisk: 22. juli, Oslo

En uges tid senere, det var fredag den 22. juli, så jeg i nyhederne at der var sprunget en bombe i Oslo og en galning var ved at skyde en masse unge mennesker på øen Utøya. Få uger efter, eksploderede London i raceoptøjerne efter Mark Duggan blev skudt af politiet.

Det er Norge. Det er England. Det er ikke sket i Danmark. Ikke endnu. Men virkeligheden har det åbenbart med at indhente selv de vildeste fiktioner.

Be Sociable, Share!

Comments are closed