Eventyret om den norske Kok og den søde Risengrød

Der var engang en mægtig kok, der var så fin og så fornem, at hun kun talte norsk. Kokken hed Turid og hun boede i dronningens stad, just midt i de gamle gader. Når folket fra staden gik ture ved aftenstide, så skete det ikke sjældent at de måtte standse under kokken Turids vinduer, for så dejligt duftede der af nybagt brød, af fiskesouflé og af hummer.

 – Mærk, sagde folket stille under vinduerne, oh, mærk denne duft. Så let, så klar, så sprød en duft. 

 Og andre sagde: Det er jo så man fornemmer retterne foran sig, ja lukker man øjenene, så tror man ret at de ligger på ens tallerken. Tænk om man blot havde råd til at smage.

Og råd, det skulle man have, for kokken Turids retter, var kun for de fine i staden. Fra borgerskabets bedste hjem kom der ofte bud om at få bragt de berømte retter fra kokkens køkken, og så voldsomt et ry gik der om kokken Turids kunst, at rejsende fra fjerne lande logerede i mesterens stuer, kun for at være tæt på kokken og duften af fine soupéer.

Skulle det træffe sig at man var blandt disse rejsende, eller måske endda var en af de få og så idelig eksklusive gæster, ja så såe man straks i køkkenet tre kølende skabe. I hvert af disse skabe gemtes de dejligste varer. Straks når man åbnede lågerne, da så man ørred, torsk og laks, og man måtte krumme sine fingre, for så liflige så retterne ud, at man kun med vold og magt kunne holde sig fra dem.  

Kun ganske få levende mennesker havde set ind i de tre kølende skabe i mere end korte øjeblikke. Ingen havde set længere end den første dessert og end ikke osten havde de set. Men skulle det alligevel ske, at et menneske bøjede sig ned og kiggede rigtig, rigtig længe i det tredje kølende skab, da ville de se et sælsomt skue, thi inderst inde, inde bag de færdige retter, der jo dog var de fornemmeste, og inde bag laksens stolte side, ja længere endnu, helt inde bag tandsmørret med den gule kjole og inde bag dejen, som grinede klægt, ja helt bag citronerne, der altid var så sure at de ikke ville tale med nogen, helt, helt derinde, der stod en lille tallerken med grød. 

Denne grød var født en juledag for et år tilbage. Engang havde den været mægtig og stor i en sort gryde på kokken Turids bord, men nu var den kun en lille klat på en skåret tallerken. 

Længe, i måneder og måneder, havde den lille grød intet sagt. Men en dag hørte man i skabet en sukken fra den lille grød.

-Suk.

 – Æhhh, ææææhh, Hvem er dog det, der sukker sådan, lød det fra lammekøllen, der lå lang og stiv på nederste hylde.

 -Det er mig, sukkede den lille grød.

 – ææææh, hvorfor sukker du sådan?

 – Jeg sukker, sagde den lille grød, jeg sukker fordi jeg er så lykkelig.

 – Poooh…Så lykkelig, sagde kartoflerne i den sorte pose. – Poooh, hvordan kan man være lykkelig, når man bare er en lille klat grød? Poooh, det forstår, poooh, det forstår vi ikke.

– Ak, sukkede den lille grød. – Jeg blev sparet til sidste jul, fordi jeg var så dejlig, at Kokken Turid og hendes gæster slet ikke nænnede at spise mig op. Jeg skal stå her til næste jul, og så skal jeg tages frem og sættes midt på bordet mellem de skinnende lys.

– Poooh, sagde kartoflerne. – Pooooh, sikke dog en bulderbragende tomsnak. Nej, vi ved jo, gør vi ikke, pooo, pooo, vi ved jo at det er os, om hvem det hele drejer. poooh, det er jo os, der lægger grunden for det hele måltid.

– Har man hørt magen, brægede lammekøllen, Har man hørt maaaagen? Tror I virkelig at  I spiller nogen rolle her? Lidt grød og nogle rådne kartofler. Hæ hæ hæææææææ. Næææææææh, det er mig, der er den fineste i dette skab. Det er mig, der trææææækkes frem, og mig der får middagen til at stråle. Når kniven glider gennem mit kød, da sidder alle og kigger på mig og deres munde lææææber i vand.

 – poooh, sagde kartoflerne fornærmet og gemte knoldene i den sorte pose. – Poooh. 

Da lød der pludselig en ny stemme:

 – Herrr lammmegølle, hva er dog det dy sier? Hvad eeer dog det for noed vrøvel? Est- ce que tu est completement fou, ehhh?

 Det var den aristokratiske artiskok, der gav sin mening til kende, og når artiskokken talte, så lyttede alle i det tredje kølende skab.

Men grøden sagde:

 – Vent i bare allesammen, en dag vil kokken Turid tage mig, og jeg vil komme i gryden og jeg vil stå på bordet, og jeg vil skinne med smør i min midte og kanel på min top, og alle gæsterne vil glæde sig, for jeg er dog det ypperste. Hvorfor tror I da ellers, at den store digter berømmede mig i sit store værk om Markens grøde?

 – ahhh, tu est håååhløøøss, sagde artiskokken. – Deer eeer vist aucune tvivl ommm adt deeedt er maj, deeer eeer madens gonge. Szee på mig, se mine blaade, Jeg er jo une Fleur, jeg er la beauté, det eeer mig, de alle vendter bå. 

 Deeet er meeej, deer zkall goge i en heel dime, ogg gesssterné, de spiseeer mej feuilles par feuilles, blaaad for blaaad. Jej eeer le souverain. Basta. Ogg hvadd angåår digg petit gr…grr…groed, så eeer du naif. Veed du iggee at man sigeer, adt du bare errr glemt af Madame Turi?

Men den lille grød svarede slet ikke på artiskokkens fornærmelse. Den vidste nemlig bedre. Den vidste, at den gemte på en stor, stor hemmelighed. Den gemte på en mandel. Jo, det var den lille grøds store stolthed. Inde i mig har jeg en mandel, tænkte den ved sig selv, og en dag vil en fornem, fornem gæst finde mine mandel og gæsten vil få en gave, hvis storhed slet ikke kan måles i jordiske penge. Jeg kommer før suppen og stegen. Jeg vil en dag blive et større punkt en alle, jeg vil stråle. Og kokkens lille pige med den store mund og de lyse lokker, hun vil spise mig, og hun ville hellere bortbytte alle sine julegaver, før end hun ville sige nej til mig. Og når det sker, så vil de andre rigtignok fortryde deres ord, og de vil sige: “Grøden havde ret. Grøden havde ret. Det er grøden, der er den bedste af os alle.”

Således gik der dage og uger og måneder, og den store juletid oprandt. Den lille grød krydsede ivrigt af i sin kalender og den blev mere og mere spændt og mere og mere lykkelig for hver dag, der gik. Dens lille mandelhjerte bankede så højt af glæde, at den blev helt bange for, at de andre skulle høre det. Bare vent, tænkt den, bare vent, så skal i se løjer!

Og en dag åbnede den store låge og ind kom, oooh, ind kom den fineste hvide hånd, og alle vidste hvilken hånd det var: Det var kokken Turids. Hånden greb fat om de slanke smukke frøkner asparges, og de kvidrede, så det gibbede i deres touperede kroner. Man sagde, at frøkkenerne nok ikke var så kloge, men alle kunne ikke lade være med at beundre deres lange, smukke, grønne ben.

Lidt efter kom hånden tilbage, og så blev det artiskokkens tur.

 –ahhh, vaad varr det jaj have sagt: Jeg er gongen. Au revoir Monsiur Lammmegølle, au revoir petit groed. Nu sgall jaj koges, och de vil alle nydde mine bladde, ogh, de vil dybbe maj i smør og den chickke salt, oh la laaaa! 

Og væk var den aristokratiske artiskok.

 – Hæææ, så er vi jo heldigvis fri for ham, sagde lammekøllen. Han var en væææære snob. Næh, når jeg kommer frem til anden juledag, så skal jeg nok gøre lykkææææ.

 – pooh, sagde kartoflerne blot. De drømte om en dag at blive søde kartofler med karamelglasur. 

Men i sin skårede tallerken lå grøden tilbage og tænkte sit. Den var tæt på at sprænges af lykke, for den vidste, at det snart ville ske.

Og det skete faktisk førend den selv havde ventet det. Lågen til det tredje kølende skab åbnede og de så nu pludselig det smukke, smukke ansigt komme til syne. Det var kokken Turid, der viste sit åsyn. 

Der blev ganske, ganske stille i skabet. Alle retterne, hver og en, de holdt vbejret og skød brystet frem, også den gamle lammekølle, der ellers var blevet lidt mør med alderen. 

Da kunne grøden ikke længere dy sig:

 -Her, råbte den, -jeg er her, tag mig, tag mig. Læg mig i gryden, åh, lad den varme min ryg, lad den varme så jeg ryger og damper og sukkeret smelter på min mave. Tag mig. Jeg er klar.

Og som grøden havde forudsagt, så skete det. Kokken Turid tog grøden. Hånden greb fat i den skårede tallerken, og hun løftede grøden op over alle de andre.

 – Se mig, råbte grøden, så se mig dog, se mig, hvor smuk jeg, se mig, se mig!  Nu ler I ikke mere. Nu ser i vel, at jeg var den dejligste! At jeg kun blev sparet fordi jeg var det ypperligste. Og grøden var så lykkelig, at den ganske begyndte at græde.

-Endelig, endelig, endelig, tænkte den. Nu er min tid kommet. Alle disse dage i skabet var det hele værd…nu sker det, nu sker det. Nu om et øjeblik hældes jeg i gryden. Ohh, hvilken lykke! Jeg stråler, jeg stråler, jeg stråler…

Og den lykkelige grød blev ved med at stråle da den skårede tallerken blev vendt på hovedet. d

-Hvor er jeg lykkelig, hvor er jeg lykkelig tænkte grøden, da låget på affaldsspanden lukkedes, og alt blev sort.

Langt langt oppe lød kokkens Turids stemme:

Kanske noon æter grøt, sagde hun,  men icke jeg”, for hun var en rigtig kok.

   Snip, snap snude, og så er den historie ude.

Morten Brask holdt som tale for en fremragende norsk kok.

Be Sociable, Share!

Comments are closed.