Film der dræber

Artikel i Chili:

“Vi mener, at filmen er et af de mest moderne og økonomiske midler til massepåvirkning. En regering kan derfor ikke overlade filmen til sig selv.” Goebbels

Det propagandamedie, som nazisterne anså for at være et af de allervigtigste, var filmen. I en af sine tidligste taler som propagandaminister sagde Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels, at det var den tyske films mission at være fortroppen i nazisternes erobring af verden. Goebbels var overbevist om, at filmen var det mest effektive instrument, når det gjaldt om at indoktrinere masserne.

Nazisterne forsøgte at få deres propagandafilm ud til hele den tyske befolkning. De sørgede derfor for at sikre sig kontrollen med de  over 5000 biografer, der fandtes i Tyskland før krigen. For også at nå de fjerne landområder havde man 1000 mobile biografenheder, der kunne vise filmene i kirker og kroer eller endda i kostalde.

Nazisterne vidste, at filmen ikke kun var god til at påvirke med. Den var også god til få tyskerne til at glemme hverdagens strabadser. Særligt da det gik dårligt på krigsfronten var det at vise en eskapistisk film en effektiv måde at forhindre folk i at begynde at tænke negative tanker om Hitlers politik. Det er kendetegnende, at når et område var blevet bombet af de allierede, så var det ikke hospitaler og barakker for de hjemløse, der først blev genopbygget – det var biograferne.

“Fjern jøderne fra filmindustrien”

Allerede få måneder efter magtovertagelsen i 1933, lancerede Goebbels det nye Rigsfilmkammer , der samlede alle grene af filmindustrien under samme tag.

Et af formålene med Rigsfilmkammeret var at sikre, at det ikke var alle og enhver, der lavede film. Medlemsskab af Rigsfilmkammeret var obligatorisk for alle, der ønskede at arbejde med film, lige fra  lydmanden til producenten. Som medlem fik man udstedt et medlemsbevis, og kunne man ikke fremvise et medlemskort, havde man ikke lov til at medvirke i nogen som helst filmproduktion. Dette gav nazisterne mulighed for at frasortere alle de filmfolk, de anså for uønskede. Og med uønsket mente man alle potentielle modstandere af naziregimet. Det drejede sig om kommunister og socialdemokrater, men først og fremmest handlede det for nazisterne om at få jøderne ud af filmindustrien. Det var en udbredt opfattelse blandt mange nazister, at jøderne havde et fast greb om den tyske filmindustri og at de brugte deres magt til at producere “degenerede” og kulturundergravende film. Det blev hævdet, at ca. 70% af alle filmmanuskripter blev skrevet af jøder, og at 50% af filmene var lavet af jødiske instruktører. Desuden påstod man, at 70% af filmselskaberne var ejet af jøder og hele 90% af distributionsapparatet styret af jødiske finansinteresser.

Der var ganske vist en del jøder beskæftiget i filmindustrien i 1930’erne, men tallene er vildt overdrevne.  De havde kun til formål at retfærdiggøre indgreb mod  jøder, der arbejdede med film.

Nazistisk filmskole

Samtidig med at den tyske filmindustri kom mere og mere under nazistisk kontrol, blev der også taget et initiativ til, at filmenes indhold fik en stærkere nazistisk tendens. I 1938 annoncerede Goebbels åbningen af det nye Tyske Filmakademi, der havde til huse i filmbyen Babelsberg.  Filmakademiet udbød kurser inden for alle grene af moderne filmproduktion. Der var i alt 23 linier, der dækkede over tekniske uddannelser, skuespilkunst, manuskriptskrivning og træning af instruktører. Dette skulle medføre, at tysk film teknisk set kunne stå distancen internationalt, hvilket ikke mindst betød, at den skulle kunne udkonkurrere Hollywood. Ved siden af den praktiske dimension var et af skolens formål at sikre, at de kommende filmfolk ville lave film, der var det ariske herrefolk værdige. Ifølge en semesterplan fra 1938 skulle eleverne skoles i emner som “Det nazistiske verdenssyn”,Det nordiske menneske og dets verdensbillede“, “Det preussiske forbillede“, “Den nazistiske racetanke” og “Jødens skygge over verden“.

Med en sådan ideologisk ballast var man sikker på, at morgendagens filmmagere lavede film med den rette tendens.

Nazifilm på fremmarch

Kort efter at Rigsfilmkammeret var blevet etableret, indførte Goebbels også en helt ny filmlov, der satte nazisterne i stand til at censurere de film, der stred imod den nazistiske ideologi. Hvor en tysk filmproducent før i tiden blot kunne starte filmoptagelserne når han ville, blev det nu en regel, at alle filmmanuskripter skulle godkendes af en såkaldt Rigsfilmdramaturg, som naturligvis var et pålideligt medlem af NSDAP.

Rigsfilmdramaturgen skulle komme med ideer til, hvordan filmene kunne få en nazistisk drejning. Det kunne fx være forslag til, hvordan nazistiske arketyper som soldaten, den opofrende husmor eller førertyper blev flettet ind i handlingen. Det kunne også være ordrer om, at forskellige etniske grupper som fx jøder, polakker og zigøjnere skulle fremstilles negativt. Endelig kunne dramaturgens ideer være forslag til, hvordan nazistiske slogans kunne skrives ind i skuespillernes replikker.

Og selvom filmproducenten havde opfyldt alle rigsfilmdramaturgens ordrer, kunne han stadig risikere, at den færdige film faldt for den endelige censur. Var der noget i filmen, der ikke passede helt til den nazistiske tankeverden, kunne producenten være sikker på, at hans film blev forbudt og alle pengene var tabt.

Til gengæld sørgede Goebbels for at opmuntre produktionen af nazivenlige film ved hjælp af et belønningssystem. Det var sådan, at inden en film blev sendt ud i biograferne skulle den have et bestemt prædikat, der markerede hvordan regeringen vurderede filmen. En film kunne således få et prædikat som “Værdifuld for ungdommen” eller “Politisk værdifuld”. Det allerhøjeste prædikat var “Politisk og kunstnerisk særlig værdifuld”. Jo højere et prædikat en film fik, jo mindre skat skulle filmproducenten betale.

Prædikatsystemet havde også en anden funktion. Nazisterne vidste, at især de film, der havde fået de allerhøjeste prædikater, kunne tiltrække det publikum, som ellers sjældent gik i biografen. Når en vigtig propagandafilm fik premiere, blev alle sejl sat til: Filmen fik stor opmærksomhed ved tildelingen af de høje prædikater og blev rost til skyerne i pressen. Herudover sørgede man for, at filmen nåede ud i samtlige biografer, hvor den blev vist under de populære matineer, helst i forbindelse med en ferie. På den måde sørgede man for, at hele Tyskland kom til at se de vigtigste propagandafilm.

Men hvad var det så for en slags propagandafilm, som nazisterne ønskede at befolkningen skulle se? Det var der en vis uenighed om blandt det 3. Riges ledere. Særligt mellem Hitler og Goebbels, der begge klart havde den største indflydelse på filmproduktionen, var der uenighed om, hvorvidt propagandaen skulle udbasuneres direkte ud til biografgængerne eller om den skulle skjules i filmenes handling.

Hitlers filmsmag

Hitler var af den klare overbevisning, at den bedste måde at opdrage den tyske befolkning, var at påvirke dem direkte. Propagandaen skulle være så entydig og enkel som muligt.

Hitlers ide om den direkte propaganda hænger uløseligt sammen med hans syn på masserne, som han betragtede som en ensartet flok mennesker uden individualitet. Han sagde direkte, at massen er indskrænket og styret af følelser. Derfor skulle propagandisterne slå på følelsesmæssige emner, som racisme, antisemitisme, nationalisme og ideen om den stærke leder.

Hitler mente at propagandaen var mest effektiv, når den fremstod som ren og skær propaganda. Befolkningen var ude af stand til at forstå reelle argumenter. Budskabet skulle blot hamres fast i folkets bevidsthed og der skulle ikke være nogen som helst tvivl. Hele den tyske masse skulle til enhver tid vide, når de så en propagandafilm. “For mig er det ækelt, når politik bliver vist under det påskud, at det er kunst“. Hvis politik og kunst blev blandet sammen, ville de ødelægge hinanden, mente Hitler.

Hitler – Det 20. århundredes Jesus

Viljens triumf – Verdens flotteste og mest uhyggelige film

Viljens triumf er ubetinget den mest kendte propagandafilm i verden. Det skyldes dels at filmen er afsindig imponerende at se, selv idag. Men det skyldes også, at det sandsynligvis er den film, der har haft størst indflydelse på verdenspolitikken nogensinde.

Det var Hitler, der personligt bad den kvindelige skuespillerinde og filminstruktør, Leni Riefenstahl, om at instruere denne geniale, men uhyggelige film om føreren og hans folk. Hitler gav Leni Riefenstahl til opgave at filme den årlige partikongres i Nürnberg i 1934, hvor hele partiet og dets medlemmer var samlet. Hitler var overbevist om, at hun ville lave en film, der på alle måder levede op til  hans ide om direkte propaganda. Og det gjorde hun.

Viljens triumf er bygget op som en dokumentarfilm, hvor vi ser udvalgte scener fra de vigtigste begivenheder. Men filmen er ikke en dokumentarfilm. Det er en direkte propagandafilm fordi den først og fremmest handler om Hitler og ikke på nogen måde objektivt og kronologisk viser hvad der skete i Nürnberg under partidagene. Det er Hitler der er i fokus og han bliver hele vejen igennem filmen hyldet som det tyske folks udvalgte fører. Og med Hitler er det også de nationalsocialistiske symboler, der dominerer. Vi ser igen og igen støvler der marcherer hen over den tyske jord, vi hører de tyske soldater iført stålhjelme om deres blonde hoveder synge tyske sange og vi følger de ariske kvinder, der er ved at besvime ved synet af Hitler.

Det er Leni Riefenstahls personlige fortolkning af både Hitler og Nürnbergdagene vi er vidne til i de 110 minutter filmen varer. Viljens triumf bliver igennem filmiske virkemidler en oplevelse for publikum. Den er opbygget som en religiøs fortælling om Hitler som en guddommelig person, der er udvalgt til at redde Tyskland og dets befolkning. Dette viser Leni Riefenstahl ved at lade Hitler komme fra skyerne (i en flyvemaksine) i filmens start og ende med at vise at de tyske soldater, som symbolet på hele Tyskland, marchere opad – ind i himlen.

Propagandaministerens skjulte budskaber

Goebbels havde et langt mere nuanceret syn på propagandaen end Hitler. Han kæmpede ivrigt for, at de nazistiske filmfolk så vidt muligt skulle undgå den direkte propagandas metoder, hvor de tyske soldater marcherer afsted med hagekorset vejende over deres hoveder. Hvis publikum blev opmærksomme på, at samtlige af de film de så i biografen, kun havde til formål at manipulere med deres holdninger, ville de hurtigt blive immune over for de politiske budskaber, mente propagandaministeren.

Goebbels ønskede, at propagandaen skulle integreres i filmenes univers. Den nazistiske propagandafilm skulle i modsætning hvad Hitler mente, forene det kunstneriske med det politiske. Nazisterne skulle påvirke publikum indirekte, ved at gemme de politiske budskaber i filmene. Propagandahensigten skulle skjules i filmenes handlinger, i persontyperne og miljøerne og skulle altså fremstå som tendenser, en filmform, der i Det 3. rige blev kendt som “Tendensfilm“.

Rædselspropaganda: Jøden må væk!

Det blev Goebbels indirekte linje, der kom til at dominere den nazistiske filmindustri. Ud af de 1.097 film, der blev produceret mellem 1933 og 1945, kan kun 96 af dem karakteriseres som direkte, politiske propagandafilm.

Goebbels mente, at fordelen ved at fremstille den nazistiske ideologi som svage tendenser i underholdningsfilmene, var at man kunne påvirke publikums følelser, uden at de lagde mærke til det. Når biografgængeren ikke var opmærksom på, at der blev manipuleret med dem, var de mere modtagelige over for filmenes skjulte værdier.

En af de film som har et klart politisk, antisemitisk budskab og alligevel skjuler budskabet i  en involverende handling, er filmen Jøden Süss, der også blev vist i danske biografer. Filmen handler om den rige jøde Süss, der i 1733, forklædt som en almindelig tysker snyder sig ind i den rene, ariske by Stuttgart, hvor jøder er forbudt adgang. Han smigrer sig hurtigt ind på den korrupte hertug, og sætter ham i en økonomisk afhængighedsforhold og får ham til at udnævne sig til finansminister. Denne position bruger han til at udpresse alle arierne for deres penge.

Men jøden vil ikke kun have ariernes penge, han vil også have deres kvinder. Han forelsker han sig i den ariske, blonde pige Dorethea, der på alle måder afviser hans tilnærmelser. Süss lokker ellers både med sine mange penge og sine elskovskunster, men afvises igen og igen af den moralske Dorothea. En dag drives Süss i den grad af sine seksuelle lyster, at da han igen får et nej, voldtager  han den skønne jomfru. Ude af sig selv efter at være besmitte af en ariers sæd, kaster Dorothea sig i floden.

Dette er dråben, der får bægeret til at flyde over. Med liget af den skændede jomfru imellem sig, drager den ariske befolkning til jødens palads for at gøre det af med denne evige fjende. Jøden Süss bliver hængt på torvet i Stuttgart mens hele den ariske befolkning ser til. Så forkynder Dorotheas far, der er blevet ariernes nye fører, en lov, der for altid forbyder jøderne adgang til Stuttgart (underforstået: hele Tyskland). Han slutter talen af med følgende morale: “Må vores efterkommere holde fast ved denne lov, så de vil blive sparet for den smerte og skade på deres liv og ejendom og for blodet fra deres børn og deres børns børn.“.  Disse “efterkommere” er  naturligvis tyskerne i det 3. Rige, som skal tage ved lære af deres forgængeres konsekvente jødepolitik.

Jøden Süss opbygger to verdener: den ariske over for den jødiske, hvor arieren står for alt det gode, rene og ophøjede, mens jøden repræsenterer de onde, pengegriske og seksualiserede værdier. Dette skabes med forskellige filmiske og fortælletekniske metoder, hvor fx arieren omgives at lyse og store lokaler, mens jødens verden vises som mørk og skummel.

Filmens hovedpersoner er fremstillet således, at det næsten er umuligt ikke at identificere sig med de ariske hovedpersoner, og specielt med Dorothea, der bliver voldtaget af den mørke og krumnæsede jøde Süss. Igennem identifikationen drejer filmmagerne sympatien over på arieren og antipatien over på jøden, og sådan bliver det muligt, at manipulere med biografgængerens følelser.

Tilsyneladende lykkedes det for filmfolkene, for efter forestillingen lød der råb som: “Beskidte Jødesvin!“, “Smid de sidste jøder ud af Tyskland!” og “De skulle alle hænges!

Både Viljens triumf og Jøden Süss var et resultat af den filmpolitik, der herskede i Nazityskland. De to film kan i dag ses som skræmmebilleder på, hvordan nazisterne brugte filmen til at overtale den tyske befolkning til at udråbe arierne som vindere og jøderne som forbrydere.

Be Sociable, Share!

Skriv et svar