Havets skygger

Essay i Weekendavisen skrevet 1997:

For nogle år siden mærkede jeg de første symptomer. Det startede med at jeg blot læste mindre og mindre.

Stablen af halvt afsluttede bøger voksede. Jeg forstod ikke hvad det kunne være, men jeg kunne simpelt hen ikke holde ud at læse skønlitteratur.

Der gik nogen tid, inden jeg erkendte, at jeg var angrebet af romansyge. Jeg havde hørt om fænomenet fra andre. Det rammer somregel blaserte mænd i halvtredsårs alderen.

Pludselig forekommer fortællingerne i bøgerne at være opstyltede handlinger med karrikerede personer og man oplever, at man kun læser ordene, de nedsmelter ikke i hjernen, der dannes ikke billeder og man kan ikke indleve sig i personerne.

De fleste holder helt op med at læse romaner og går over til kun at læse fagbøger eller tyre leksika. Men jeg er 27 år, ikke halvtreds, det er alt for tidligt at rammes af romansygen. En dag, ved en middag hos min svigermor traf jeg den norske krigsfotograf Tom.

Vi sad længe og udvekslede rejseerfaringer og stemningen var fortrolig. Da det blev tid til cognacen betroede jeg Tom om min sygdom.
– Har du nogensinde læst Bjørneboe? spurgte Tom på klingende norsk.
– Jeg har aldrig hørt om Bjørneklo…
– Bjørneboe, Jens Bjørneboe.- Hvad er der særligt ved ham?
– Hvad der er særligt ved ham? Tom inhalerede en slurk cognac. – Han er den bedste af dem alle.
– Bedre end Hamsun?
– Bedre end Hamsun, svarede Tom.- Af en eller anden grund kender man ham kun i Norge, men Bjørneboe, han kan kurere dig for den der romansyge. Den mand kan skrive som bare fan!

Efter denne middag glemte jeg Bjørneboes navn og det så ikke ud til, at jeg nogensinde ville komme af med min romansyge. Når jeg havde fri, forsøgte jeg ind imellem at læse skønlitteratur, men da jeg havde kasseret en Marquez efter nogle få kapitler, en Rushdie efter blot nogle sider og selv en Solsjenitsyn, så indså jeg, at jeg måtte lære at leve med romansygen.

Det var forbi med skønlitteraturen for mit vedkommende. Jeg begyndte at læse bøger om biologi og historie og jeg læste bunker af aviser og tidsskrifter. Det var ikke store sprogoplevelser, men det var dog ord, der forholdt sig til en virkelighed.

En morgen, mange måneder efter fik jeg så en roman forærende af Toms kusine. “Haiene” hed den, og den var skrevet af…ja, Jens Bjørneboe. Jeg huskede Toms ord om bogen, men hvor meget jeg end forsøgte, kunne jeg ikke i de første uger få mig selv til at åbne bogen.

Jeg havde så ofte oplevet, at nogle begejstret fortalte mig om en bog, de netop havde læst, men hver gang var jeg blevet bittert skuffet.Men så gik det hverken værre eller bedre, end at solen begyndte at skinne. Jeg satte mig udenfor og missede med øjnene. Jeg havde ikke flere tidsskrifter og ingen fagbøger.

Så tog jeg en beslutning. Jeg ville give Bjørneboe en chance på tre sider. Jeg hentede bogen og så læste jeg tre sider. Så læste jeg tre sider mere og derpå endnu tre. Det kan ikke være sandt dette her!, tænkte jeg. Intet menneske kan skrive så godt! Jeg læste videre og timerne gik. Verdenen omkring mig forsvandt og jeg befandt mig pludselig på dækket af barken Neptun, der i 1899 sejler ud på sin sidste rejse fra en havn i Filippinerne.

Skibet er ladet med hamp og perler, der skal til Europa, men skibet bærer også en forbandelse i lasten, en forbandelse, der får alle om bord til at opføre sig som gale. Historien berettes af Peder Jensen, andenstyrmanden på “Neptun”. Han er sømand, men en sømand med afsindig vandskræk:
“Jeg hader havet. Jeg afskyer det modbydelige, ondskabsfulde brøl fra brændingen…Tanken på det halvmørke og mørke dyb, hvor så mange af mit fag er rådnet, fylder mig med ægte, dødelig angst.”

Naturligvis er havet ikke blot havet i en norsk roman og det er væsenerne og de rejsende på havet heller ikke. Havet er langt større og mere truende. Det er menneskets mørke sjæl hvor store, faretruende skygger glider rundt. Andenstyrmanden fortæller om de monstre, der befinder sig nede i vandet. Det er hajerne, “den ondeste af alle havets ånder”, der evigt kredser under Neptuns skrog.

Peder Jensen betragter hajerne med frygt og han skriver i rædsel om Hajens tilblivelse:

“Naturen frembragte den tidligt; allerede i en grænseløst fjern urtid…Den blev til en eneste ting, en fuldendelse af sin funktion. Den blev til halefinne, kæber, tænder og sult…Denne evige sult sidder i hajens uudviklede, spiralformede tarm, og driver den til uafbrudt jagt – her i indvoldene sidder hajens sjæl , og hajens sjæl er hungeren”.

Men det er ikke kun i havet at ondskaben trives. Blandt matroserne, der er forvist til at spise den halvrådne mad, trives utilfredshedenog der udbryder hyppigt slagsmål. Mens jeg sad i solen gik det op for mig, at jeg ikke har oplevet så intense beskrivelser af hvad en mand kan gøre mod en anden mand, siden jeg læste Hemingways beskrivelser af slagsmål i “Øen og havet”. Hele bogen starter i et slagsmål og et slagsmål, hvor man som læser fanges ind.

Man mærker hvordan det føles når en knytnæve knækker et par tænder, nåret øje trykkes ud så saften flyder ud på dækket, man hører lyden af en kugle der glider gennem sener og muskler i en sømands ben.

Det er Peder Jensen, der optræder som skibslæge og han må lappe sammen på de sårede. Men der er meget mere i vente for en skibslæge på “Neptun”. Allerede kort efter skibet sejlede fra havn, har styrmanden kunnet mærke det ulmende had blandt matroserne og han ved, der er ondt i vente. Da skibet er nået langt ud på Sydhavet, derude, hvor Marianergravens 11.000 kilometer dyb lurer under dem, går mandskabet til angreb på kaptajnen og hans styrmænd i et blodigt mytteri.

Flere må lade livet, og de, der overlever, må under Peder Jensens behandling. Bjørneboe forstår at skrive om havet og stemningen om bord på en bark som bedst kan sammenlignes med Melvilles “Moby Dick”.Men Bjørneboe gør det med en kraft, en dybde og et sprog, der trænger gennem træ, som næsten kun er set hos Conrad.

Jeg var sønderknust, mens jeg sad og læste “Haiene”, og i de følgende dage, benyttede jeg hvert eneste ledigt øjeblik til at læse; mens jeg spiste, i toget og inden jeg sov. Jeg anede ikke at en roman kunne være så god. Jeg anede heller ikke at det kunne blive endnu bedre, for det blev det.Midt under mytteriet kommer tyfonen og flår havet i stykker. Bølger på tyve meter slår ind over dækket og vælter master og kahytter.

Skibet flænses af naturkræfterne, og Peder Jensen får sin angst bekræftet. “Søen var ikke længere af vand; den var ikke mere etelement, men et rasende bevidst vilddyr, der kun havde én hensigt: At ødelægge og dræbe os”. Det var mens jeg læste om, hvordan fjender – mandskab og officerer – valgte at trodse deres indre had og angst og sammen kæmpede imod havet, imod vanviddet i menneskesjælen, kæmpede for at redde livet, mens tyfonen knuste skibet mod et koralrev, at jegmærkede at min romansyge forsvandt. Med en mægtig brådsø, skylledes den sidste blaserthed over bord og jeg var kureret.

Det var hårdt, og det gjorde ondt, men jeg kom igennem et af dette århundredes absolut bedste, men mest oversete mesterværker. Jeg lærte at læse igen. Hvis nogen, der lider af romansyge, læser dette, så husk på Toms medicin: Bjørneboe.

Be Sociable, Share!

Skriv et svar