Antisemitismen – nazisternes propagandavåben

   

Den 27. januar 1945 nærmede en deling sovjetiske soldater sig koncentrationslejren Auschwitz. De kørte ind gennem hovedporten, hvor ordene Arbeit Macht Frei var svejset fast til portens støbejern og ganske kort tid efter, så de resterne af, hvad der havde været verdens største udryddelseslejr. Der var kun få tusinde fanger tilbage i lejren. For at undgå vidner havde SS-folkene i lejren tvunget størstedelen af fangerne ud på en udmattende march tilbage mod det tyske rige. 

Gaskamrene

Tre kilometer fra hovedlejren fandt soldaterne en anden og endnu større lejr: Birkenau. Synet må have været forfærdende for de sovjetiske soldater: I snorlige rækker, bredt ud over et stort område, lå træbarak efter træbarak. Få dage før havde de alle været fyldt til randen af jødiske fanger. Mellem barakkerne løb et jernbanespor med en kilometerlang rampe; det var på denne rampe, at jøder fra hele Europa var blevet gennet ud fra kvægtransporter og skubbet hen foran doktor Mengele, der med en håndbevægelse afgjorde, om de skulle til venstre og dermed overleve en stund i træbarakkerne, eller om de skulle til højre og døden i gaskamrene.

Soldaterne fandt resterne af disse gaskamre, som SS-folkene havde sprængt i luften for at fjerne bevismateriale. De fandt krematorieovne med bensplinter fra døde i asken, og nøgne lig af udsultede mennesker der var dynget op i vældige bunker, så man måtte bruge bulldozere for at begrave dem. De fandt lagre fyldt til randen af jødiske kvinders afklippede hår, tænder med guldplomber, der var flået ud af ligenes munde, og tøj fra utallige myrdede jøder. Mellem 1.000.000 og 1.500.000 jøder omkom i Auschwitz-Birkenau, som kun var to ud af et omfattende system af udryddelseslejre spredt ud over Polen, hvor op mod 6 mio. jøder blev udryddet. Det, som afsløredes i disse lejre, var, hvad nazisterne selv kaldte die Endlösung – den endelige løsning på jødespørgsmålet.

 På den berømte Wannseekonference i januar 1942, hvor operation Endlösung blev endeligt koordineret, opgjordes antallet af jøder i Europa til omtrent 11 mio. På det tidspunkt, hvor Tyskland tabte krigen, var det endnu kun lykkedes at myrde 60-70 % af Europas jøder.

Set med en nazistiske antisemits øjne, havde jødeproblemet altså ikke fundet sin endelige løsning endnu. Dette fremgår ikke mindst af Hitlers sidste testamente. I den berlinske førerbunker, 24 timer før han og Eva Braun skulle begå selvmord, skrev Hitler, at hans efterfølgere skulle fortsætte den nådesløse forsvarskamp mod det, der forgiftede alle jordens folkeslag: Den internationale jødedom. Over ham rystedes Berlin af granatnedslag, Det Tredje Rige var ikke blot tvunget i knæ men lå i sine sidste dødskramper – og alligevel var det netop dette, der lå diktatoren så meget på sinde: At krigen mod jøderne skulle fortsætte og vindes, en krig der, åbenbart, ikke var vundet selv om 6 millioner jøder var myrdet. Den endelige løsning var langt fra fuldbyrdet endnu. 

Hvoraf kommer så intenst had til en befolkningsgruppe? Hvad får et regime til at ville myrde  ene og alene, fordi de tilhører en uønsket minoritet?   

   Det var bestemt ikke første gang at historien var vidne til forfølgelser af jøder. Siden det andet tempels ødelæggelse i år 70, hvor den såkaldte jødiske diaspora begyndte, og jøderne begyndte deres spredning, er de, som kun få andre folkefærd, blevet ramt af forfølgelse. Men at stile efter en decideret udryddelse af alle jøder, er så rabiat et angreb, at holocaust ikke blot kan sammenlignes med tidligere tiders jødeforfølgelse.

 Det kan forekomme umuligt at forklare, hvad der kan foranledige sådan et folkedrab, men ved at gå tilbage i tiden – tilbage til før den nazistiske bevægelse opstod,  hvor begreber som antisemitisme og jødeproblem dukkede op, kan vi få et indtryk af, hvilke faktorer, der kan have haft indflydelse på, at det gik så vidt. Det var nemlig her de fordomme og mange af de beskyldninger, som rejstes mod jøderne i den nazistiske antisemitisme tog form – og det ikke mindst disse fordomme og beskyldninger, som er afgørende at kende til, når man skal forstå den antisemitiske filmpropaganda.

Tyskland – jødernes håb

Det kan i dag forekomme absurd, at Europas jøder ved forrige århundredskifte faktisk vendte blikket mod Tyskland, når de talte om et frisindets land, et land hvor jøder kunne leve i frihed, beskyttet af love og fjernt fra pogromer. Men rent faktisk var Tyskland anno 1900 dét land, hvor jøder tilsyneladende kunne forvente de bedste vilkår. Et hurtigt vue ud over Europa på den tid viser, at næsten ingen andre steder havde de jødiske borgere så mange muligheder som i Tyskland, og ingen andre steder var der så gunstig en udsigt til, at jøderne mere eller mindre velkomment kunne blive assimileret i befolkningen og få status som ligeværdige borgere.

   Sammenligner man situationen med den i mange andre af Europas lande, så det virkelig også ud til, at Tyskland ragede op som et fyrtårn, der kunne give håb hos de mange jøder, der levede i racismens og pogromernes mørke. En meget opsigtsvækkende sag i Frankrig havde kastet et meget lidet flatterende lys over holdningen til jøderne i landet. Sagen, den såkaldte Dreyfus-affære, handlede om en jødisk officer, der var blevet uretfærdigt straffet for en mindre forseelse i hæren alene på grund af sin religion. Den franske befolkning havde delt sig på spørgsmålet, og debatten, der fulgte, afslørede et indædt jødehad hos mange franskmænd. Værst var dog problemerne i de lande, hvor langt størstedelen af jøderne levede – nemlig den østlige del af Europa. I zartidens Rusland havde en gennemgribende “russificering” fordrevet mange  jøder fra deres hjemsteder og tvunget dem til at slå sig ned i golde territorier. Da man opdagede, at en jøde havde været indblandet i mordet på zar Alexander II, indledtes en serie politistyrede pogromer mod de russiske jøder. Et år senere blev der indført strenge love imod jøderne. Lovene indebar, at de fleste jødiske børn ikke fik adgang til de russiske skoler, og deres forældre kunne ikke få adgang til faglært arbejde.

Zions Vises protokoller

Formodentlig i et forsøg på at retfærdiggøre behandlingen af jøderne, udformede Okhrana, zarens hemmelige politi, et falskneri, kaldet Zions vises protokoller. Disse protokoller skulle forestille en hemmelig plan for, hvordan jøderne skulle overtage verdensherredømmet udformet af en forsamling, der kaldte sig Zions vise, en slags zionistisk kamporganisation. I disse protokoller beskriver disse vise fra Zion, hvordan de ville undergrave de bestående samfund ved at anvende alle former for undergravende tiltag som alkoholisme, liberalisme, nietzschisme, anarkisme, kommunisme, utopianisme, materialisme og selv darwinisme. Jøderne planlagde verdenskrige og undergravelse af verdensøkonomien, og de ville bruge et af de mest forfærdende våben: Porno! Blandt andet med disse falske protokoller kunne Okhrana intensivere deres angreb, som kulminerede i den voldsomme Kishenewpogrom i 1903, hvor zarens politi jog gennem gaderne og dræbte alle jøder, de fandt frem til. 

Også Polen havde store problemer med antisemitisme. Der levede over tre millioner jøder i landet, hvoraf de fleste tilhørte den såkaldt hassidiske bevægelse. Disse jøder var meget lidt indstillede på at tilpasse sig samfundet og foretrak at gå klædt i kaftan, bære det særlige jødiske fuldskæg og lade de snoede pejeslokker hænge ned fra panden. De adskilte sig således kraftigt fra polakkerne, både i væremåde og af udseende. Denne anderledeshed var med til, at der opstod stærke antisemitiske holdninger i store dele af den polske befolkning, som gentagne gange angreb jøderne. Det var for øvrigt disse fremmedartede såkaldte Ostjuden, som nazisterne senere brugte i deres propaganda imod de assimilerede, og dermed langt mindre iøjnefaldende, tyske jøder.

Jernkanslerens bløde hånd

   Set i forhold til forholdene i Østeuropa virkede situationen i Tyskland noget mere lovende. I Otto von Bismarcks regeringstid blev jøderne ikke udelukket fra det offentlige liv som deres trosfæller østpå. Tværtimod åbnedes de tyske døre, så jøder kunne træde indenfor i samfundet på næsten alle niveauer. Det var imidlertid ikke en pludselig humanistisk blødhed i ”jernkanslerens” panser men et middel til at opnå politiske mål. Bismarck, der om nogen bidrog til samlingen af Tyskland, ønskede at samle de tyske småstater og for at nå dette mål, havde han behov for støtte fra liberale kræfter i Rigsdagen. Men de liberale stillede krav. Hvis de skulle støtte Bismarck, krævede de en udvidelse af de politiske og borgerlige rettigheder og herunder religionsfrihed. Blandt de liberale ledere, der fremsatte disse krav om bedre forhold for religiøse minoriteter, var der flere fremtrædende jøder såsom Ludwig Bamberger og Eduard Lasker. 

“Det moderne” kommer til Tyskland

Den nationalstat, Bismarck byggede op, blev et samfund, hvor hidtidige værdier blev sat i skred. Det moderne, industrialiserede samfund var på vej frem, og fortrængte den altmodische verden af i går. Befolkningen flyttede mod byerne, nye sociale systemer opstod, og i kølvandet fulgte jødernes emancipation. Et nyt økonomisk system, baseret på kapitalistiske og liberale principper, var ved at dannes og dermed åbnedes porten for, at jøder kunne træde ind i stillinger, som ingen af deres forfædre havde haft adgang til. Denne nye økonomi medførte ikke kun, at der kom flere af de hidtil kendte jobfunktioner i samfundet; der kom også en lang række nye til. Og mange af disse nye jobtyper krævede nye og anderledes kvalifikationer. I “gamle dage” havde det ofte været nok at have god familie og forbindelser, når man ville have adgang til stillingerne. Nu blev det i højere grad uddannelse og professionelle kvalifikationer, der skulle til for at få de eftertragtede ansættelser. De tyske jøder var naturligvis ikke sene til at benytte sig af de mange nye muligheder. Ikke mindst så mange af de unge jøder en enestående chance for at bevæge sig frem i samfundet ved at styre imod de nye prestigegivende jobtyper indenfor f.eks. medicin, industri, jura, videnskabelig forskning, økonomi og i kulturlivet, hvor mange jøder udmærkede sig inden for filosofi, musik, journalistik, teater og litteratur.

   Det blev gode tider for jøderne, der på mange felter opnåede fremragende positioner. Men det gjorde dem også meget synlige. Og netop det, at der var så forholdsvis mange jøder i disse synlige, moderne positioner, havde også den effekt, at mange ikke-jødiske tyskere begyndte at identificere det nye, skræmmende, liberalistiske samfund med jøderne. Og dét skulle få afgørende indflydelse på den spirende antisemitisme.

 Men set i store træk fik jøderne fra 1870’erne og frem til første verdenskrig indflydelse på næsten alle dele af det tyske samfund. Inden for områder som medicin, videnskab og kunst bidrog jøder betydeligt til Tysklands position i verdenssamfundet. Albert Einstein med sine revolutionerende teorier, Emil Rathenau, grundlæggeren af det elektricitetsselskab, som forsynede det meste af Tyskland med strøm, Oskar Tietz, der opfandt en helt ny salgsteknik: Kædeforretningen, Franz Werfel, der skrev storsælgende bøger for nu blot at nævne nogle få af stjernepræstationerne. Der var også flere jøder, som gjorde succes indenfor bankverdenen. Denne merkantile succes gav naturligvis brændstof til antisemitternes påstande om, at jøden var en kapitalist. Samtidig var det jøder, der var med til at starte Tysklands socialistparti. Dette skulle give næring til påstanden om, at jøden var en marxistisk verdensomvælter.

Zionismen

Jøderne følte også selv, at deres situation var bedret betydeligt, og de arbejdede for at blive assimilerede i det tyske samfund på trods af de antisemitiske angreb, der af og til rettedes imod dem. Det er ganske kendetegnende for de tyske jøders følelse af tryghed og tilhør i kejserriget, at de ikke var særlig interesserede i de spirende bevægelser, der ønskede en jødisk stat. De til tider meget blodige pogromer i Østeuropa førte til, at den zionistiske bevægelse opstod – først og fremmest anført af Theodor Herzl, der ledte efter egnede områder i Palæstina og Britisk Østafrika. Han forsøgte endda – forgæves – at overtale den tyrkiske sultan om at lade jøder slå sig ned i Palæstina, som dengang hørte under Osmannerriget. Men ideen om at danne en stat for jøderne fandt så godt som ingen tilhængere i Tyskland. De tyske jøder havde ikke brug for deres egen stat, mente de; de havde allerede et hjemland i Tyskland. Et jødisk medlem af underhuset i Preussen udtalte: “Endelig, efter mange år med forgæves venten, er vi nået ind i en sikker havn”. 

   Det var ikke kun de tyske jøder, der så Tyskland som en sikker havn. For mange jøder i Østeuropa var Tyskland (og Østrig) deres eneste håb for at opnå adgang til en fremtid uden forfølgelse, for at få undervisning og arbejde. I Tyskland (og Østrig) fik de dygtigste mulighed for at studere ved universitetet. Omkring år 1900 var der tusinder af disse østeuropæiske jøder, der søgte til Tyskland (og Østrig) i håbet om at opnå statsborgerskab eller i det mindste at kunne bruge landene som en mellemstation inden rejsen til Amerika.

Antisemitismen vokser frem

Men selv om Tyskland på mange måder kunne minde om det forjættede land, der “flyder med mælk og honning” for et forfulgt folkefærd, var der samtidig tegn på, at jødeproblemet lurede under overfladen. Bismarcks startskud til industrialiseringen og moderniseringen af Tyskland betød, at der skete en gennemgribende omstrukturering af hele samfundet, som havde barske konsekvenser for mange tyskere.

   Industrialiseringen og masseproduktionen af forbrugsvarer havde naturligvis stor betydning for de lavere middelklasser. Indtil nu havde de kunnet ernære sig som småhandlende og håndværkere, men det var erhverv, der pludselig mødte stor konkurrence. De havde ingen chance for at konkurrere med de kapitalstærke fabriksejere eller kædeforretningerne, der kunne sælge varer efter discountprincippet. Mange af disse tyskere så derfor deres økonomiske og sociale status direkte truet af den fremtid, som det moderne samfund varslede. For den enkelte handlende eller håndværkere, må “det modernes” frembrusen havde virket overvældende og skræmmende og uforståelig. Hans forretning, som han måske havde arvet fra sin far, der havde arvet den fra sin far, var gået så godt indtil nu, men pludselig mistede han chancen for at klare sig som før, og det fik ham til at tage afstand fra alt det moderne, der dag for dag rykkede tættere og tættere ind på livet af ham. Utrygheden for ham og hans skæbnefæller i de lavere middelklasser førte forståeligt nok til en skarp kritik af det nye Tyskland, og mange ledte desperat efter nogen at rette deres vrede protester imod. Og de protesterede ved at være imod. Imod fabrikkerne. Imod de nye ideer. Der opstod på den måde en lang række anti-ismer mod alt det nye: Anti-industrialisme, anti-kapitalisme, anti-liberalisme, ja anti- til alt hvad der var moderne.

Småborgerens vrede

Men småborgernes vrede rettede sig også imod bestemte socialgrupper, som de mente var skyld i deres ulykke. Og hvem, om nogen, var synlige som skurke, hvis ikke jøderne? De lavere middellag kunne dårligt undgå at forbinde jødernes fremgang med deres eget nederlag til det moderne, industrialiserede samfund. Der blev rejst anklager mod jøderne om, at de benyttede deres nye rettigheder til at udnytte tyskerne, og det blev påstået, at de i virkeligheden kun ønskede at undergrave landets økonomi og derfor havde anbragt sig i disse positioner. Mange mente endda, at det var jøderne, der direkte havde arbejdet på at promovere sig selv og skubbe ikke-jøderne ud i arbejdsløshed. Det nye samfund var jødernes værk, mente de. Jøderne blev så at sige et udtryk for alt det moderne, som middelstanden så inderligt hadede. Mange ønskede en konservativ revolution tilbage til en “før-jødisk” tilstand; tilbage til damals, dengang, hvor alt var ved det gamle, hvor alt var godt, og før det moderne og det modernes “agenter”, jøderne, kom til magten. 

Da man i 1873 mærkede følgerne af den internationale, økonomiske depression i Tyskland, så antisemitter det som et bevis på, at jøderne manipulerede med landets kapital for at svække nationen. Jøden blev, som både før og siden, til syndebuk. Fra 1873 skete der en vis højredrejning i Tyskland. Bismarck havde på dette tispunkt ikke længere brug for sine liberale/jødiske støtter i Rigsdagen og førte nu en preussisk, konservativ linie, og flere af hans meningsfæller rettede skarpe angreb mod både jøder og liberale. Bismarck, der tidligere endda havde flirtet med jøder på venstrefløjen, som den jødiske socialdemokrat, Ferdinand Lasalle, benægtede nu fuldstændig, at han tidligere havde søgt støtte hos Lasalle i opgøret mod sine modstandere.

   Samtidig begyndte repræsentanter for den lavere middelstand, der var blevet hårdt ramt af den økonomiske krise, at udgive stridsskrifter mod jøderne. Det er ikke mindst disse antisemitters nedskrevne holdninger og teorier, der er relevante i denne sammenhæng, for de kom i høj grad til at danne grundlaget for nazisternes antisemitiske ideer, og som også afspejledes i filmene Jud Süss og Der ewige Jude.

Jøderne bliver en “race”

I 1873 formulerede den fallerede journalist, Wilhelm Marr, som den første, begrebet antisemitisme (Marr hævdede, at det var en jødes skyld, at han mistede sit job som journalist). I pamfletten Der Weg zum Siege des Germanentums über das Judentum (“Vejen til tyskhedens sejr over jødedommen”), definerede han for første gang jøderne som en race. Marr hævdede, at denne jødiske race fra tidernes morgen havde ført en racekrig mod tyskerne. Med udviklingen i det moderne samfund, hvor liberalisterne havde givet de jødiske borgere friere forhold, var det nu jøderne, der dikterede den politiske og økonomiske orden. Jøderne var ved at vinde racekrigen, og skete det, var det finis Germaniae – enden for det tyske folk. Racekrigen var en blodsfejde, og kun én race kunne gå ud af krigen, mens den anden måtte dø. Heldigvis, skrev Marr, var det ikke for sent at vende krigslykken. Et desperat modangreb fra et “rasende Tyskland” kunne vende nederlaget til sejr, hævdede Marr. 

   Det er tankevækkende, at Marr definerede jøderne som en race, for det åbnede op for, at jøderne simpelthen rent genetisk var forskellige fra andre racer. Ifølge den tankegang var de en anden type mennesker, og det gjorde dem ekstra skæmmende. I virkeligheden findes der ikke nogen jødisk race. At være jøde er at tilhøre et kulturelt, religiøst og socialt fællesskab og ikke et genetisk. Hvis det at være jøde var et spørgsmål om gener, betød det, at man altid ville være jøde og altid ville have jødiske gener i sig uanset hvor mange ikke-jøder, man havde blandt sine forfædre. Gennem historien kan vi se, at selv de mest rabiate jødeforfølgere udelukkende anså jøderne for at adskille sig via deres kultur og religion, ikke genetisk. I store træk har man som jøde altid kunnet undslå sig forfølgelse ved f.eks. at konvertere til kristendommen. Det øjeblik man er døbt, er man ikke længere en jøde, men en kristen.

   Men ved at definere jøderne som en race fik Marr sig selv og senere tiders antisemitter et våben i hånden. Ikke mindst kunne Marr nu argumentere mod de flere og flere indgåede ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder. Det var jo en raceblanding, der udvandede de tyske gener og udgjorde dermed  en fare for det tyske samfund. Marr forbandt altså jødespørgsmålet med racebegrebet, men havde ikke nærmere specificeret, hvad der udskilte jøderacen fra alle øvrige racer.

Blodet adskiller racerne

Filosoffen og økonomen, Eugen Dühring, tog tråden op fra Marr, idet han i et værk om jødespørgsmålet hævdede, at det var blodet, der adskilte racerne. Dette blod måtte for alt i verden ikke blandes, for jøderne var en modrace, der ikke var en del af menneskeheden, og som aldrig ville kunne assimileres, fordi deres natur var ond og uforanderlig. Dühring hævdede endvidere, at jøderacen som en parasit havde sat sig på Tyskland og var i færd med at nedbryde nationen.

   Omtrent 50 år senere skulle nazisterne tage disse to antisemitters ideer til sig. Marrs sammenkædning af jødespørgsmålet med racebegrebet fik enorm indflydelse på nazisternes antisemitiske tankeverden. Det var her, de hentede ideen om, at der findes en jødisk og en arisk race, og at det ikke blot var kulturelle forskelle mellem to folkeslag, men at der var tale om to genetisk forskellige racer, der udkæmpede en krig, der måtte ende med den enes undergang. 

   Dührings ide om at racen defineredes ved blodet fandt sit helt håndgribelige udtryk i de såkaldte Nürnberglove, “Blodlovene”, der forbød seksuel omgang mellem ariere og jøder, fordi man skulle beskytte det tyske blod. Men Marr og Dühring var blot to blandt mange antisemitter, der satte racistiske følelser ind i en pseudovidenskabelig ramme. Der var forskellige retninger, men én ting, alle teoretikerne kunne enes om, var, at jøderne udgjorde en biologisk og kulturel fare for det tyske Volk‘s renhed, og derfor måtte jøderne ikke assimileres i det tyske samfund.

De nordiske folk über alles 

En anden af de vigtigste antisemitter, der kom til at præge den nazistiske propaganda mod jøderne, var den engelskfødte Houston Stewart Chamberlain, der var gift med Eva Wagner, komponistens datter. I 1899 udgav han en historiebog, der, ligesom Marrs skrifter, var baseret på ideen om, at der til alle tider udspilledes en evig krig mellem racerne. Chamberlain betegnede alle de europæiske folk som ariere, også de slaviske, keltiske og latinske folkeslag, men fremhævede at tyskerne og de nordiske folk lå over dem alle. Disse ariere var den fødte overmenneske-race, der skulle bekæmpe undermenneskerne, de parasitiske semitter – jøderne. Faktisk, mente Chamberlain, at der var historiske eksempler på, at denne krig altid var blevet ført. De germanske stammer ødelagde i sin tid det romerske emperium, som var blevet infiltreret af jøderne, og dermed befriede germaner-arierne den vestlige verden fra den jødiske race. Han mente, at germanerne udgjorde det (kultur)skabende princip, mens jøderne repræsenterede det ødelæggende princip. Mange af de observationer, Chamberlain gjorde angående den jødiske races udvikling, genfinder man i Hitlers bog Mein Kampf. Hitler betegnede Chamberlain som Det Tredje Riges profet.

Nogle forfattere forsøgte at give racismen et præg af ægte videnskabelighed ved at bringe Darwinismen ind i billedet. Lige som kun de stærkeste overlever i naturen, således må det også være mellem racerne, hævdede racisterne. Denne socialdarwinisme fik en afgørende betydning i Det Tredje Rige, ikke kun i relation til jøderne, men også i forhold til de mindreværdige ariere,- altså handicappede og svagt begavede.

 Angrebene fra de tyske antisemitter frem til første verdenskrig vandt nok en del tilhængere blandt de utilfredse småhandlende, bønder og håndværkere, men alligevel var der intet, der tydede på, at forholdene så ud til at forværres for jøderne. I visse professioner havde de stadig svært ved at få adgang, blandt andet i militæret og som professorer ved universiteterne, men i det store og hele havde fremtiden aldrig forekommet mere lys for jøderne, end den gjorde i Tyskland i begyndelsen af dette århundrede. 

Jødernes situation efter 1. verdenskrig

I tiden der fulgte krigsnederlaget, troede jøderne i Tyskland, at de gode tider ville fortsætte. Men en faktor, der langsomt skulle gøre de gode håb til skamme, var Hitler og nazipartiets gradvise vandring fra den første, spæde partidannelse i 1919 til magtovertagelsen i 1933. 

   I 1918 var kejserstyret blevet væltet, og der blev gjort et forsøg på at indføre parlamentarisme i den såkaldte Weimarrepublik. I rigets forfatning blev det nu gjort til lov, at enhver stilling stod åben for de tyske borgere uanset religiøse eller etniske tilhørsforhold. Det åbnede op for at endnu flere jøder fandt beskæftigelse i det hastigt voksende handelsliv som advokater. Der skete også store fremskridt inden for videnskab og undervisning, og det åbnede op for at flere jøder fik arbejde som forskere, undervisere og journalister. Også inden for statsforvaltningen fandt flere jøder ansættelse. 

En ting det dog er vigtigt at holde sig for øje, er, at man kan under ingen omstændigheder kan tale om, at jøder på nogen måde dominerede noget arbejdsfelt, som nazisterne senere skulle komme til at påstå i deres propaganda. De var blot blevet mere synlige som fremmedgruppe i de nye prestigefyldte arbejdsområder. Kun i meget få tilfælde havde de flere stillinger, end hvad der var repræsentativt for en socialgruppe, der kun udgjorde under 1 % af den tyske befolkning. På samme måde var de økonomisk succesfulde jøder også mere synlige end den øvrige økonomiske elite. 

Selv om det kun var en marginal af den samlede jødiske minoritet i Tyskland, der sad på de indflydelsesrige stillinger, oplevede mange af de bønder og småborgere, der selv truedes af det moderne samfunds udvikling, jøderne som eksponenter for kapitalismen og liberalismen. At en tredjedel af alle skattebetalende jøder i 1933 tjente under 2400 mark om året, og at en fjerdedel af de berlinske jøder i virkeligheden levede på fattighjælp, blev i dette subjektive billede fuldstændig ignoreret.   Da den nazistiske bevægelse spirede frem i årene efter 1. Verdenskrig, spillede den, ligesom deres antisemitiske forgængere, netop på, at jøderne var repræsentanter for disse moderne ideer, der stred imod alle de traditionelle tyske dyder. 

Antisemitten Hitler og jødens funktion i naziideologien

Hvis man vil forstå den nazistiske antisemitisme, er det nødvendigt at se nærmere på dén person, der mere end nogen anden fik indflydelse på såvel den antisemitiske propaganda i Det Tredje Rige som på jødernes skæbne: Adolf Hitler. Det er ikke mindst interessant for analysen af de to antisemitiske film, som vi ser nærmere på i senere kapitler, at så godt som alle de antisemitiske ideer, som han først og fremmest udtrykte i Mein Kampf, næsten nøjagtigt afspejles i filmene Jud Süss og Der ewige Jude. 

 Østrig havde på mange måder undergået en lignende udvikling som Tyskland. Den habsburgske kejser, Franz Joseph, var kendt for sine jødiske sympatier og han søgte at skabe et jødevenligt klima. En hel del jøder kom til landet østfra og bosatte sig – først og fremmest i Wien. Franz Joseph forsøgte blandt andet at hindre den antisemitiske Karl Lueger i at indtage borgmesterposten i Wien, selv om denne på demokratisk vis havde vundet stillingen, blandt andet fordi kejseren ønskede at beskytte jøderne. Men trods kejserens vilje til at beskytte jøderne, var antisemitismen vitterlig mere fremherskende i Østrig end i Tyskland på dette tidspunkt, primært i Wien, hvor den unge Hitler snart skulle gøre sin entré.

Adolf Hitlers barndom

Adolf Hitler kom til verden i den tysk-østrigske grænseby Braunau-am-Inn, 20. april 1889. Han blev født ind i en politisk urolig tid, hvor det bestående var truet, og stærke folkelige kræfter rørte på sig. Der var utilfredshed med det Østrig-ungarnske kejserstyre, og der var dannedes bevægelser, som ønskede Habsburgerne væltet fra tronen. Blandt disse var de såkaldte pan-germanske bevægelser. De sidste mange år havde de på afstand set, hvordan “Jernkansleren” Bismarck havde samlet det splittede Tyskland til en stærk nation efter prøjsiske, militaristiske principper. Pan-germanerne mente, at Østrig naturligt hørte med som en del af et Grossdeutschland og hurtigst muligst skulle forenes med Tyskland. I deres ekstremt nationalistiske verdenssyn, så de den multinationale Habsburgerstat som en trussel mod tyskheden, oversvømmet som den var, af slavere, rumænere, ungarere, kroater og jøder. Hitlers far, Alois Hitler, sympatiserede med den tysknationale bevægelse, Det Pantyske Parti, ledet af den rabiate racist og ultranationalist, Georg Ritter von Schönerer, og dette har sandsynligvis præget sønnens holdninger. Senere, i løbet af skoleårene i byen Linz’ realskole, må Adolf Hitler også være stødt på sekterisk racisme blandt lærere og elever. I selve Linz boede der kun få jøder, og disse var oven i købet totalt assimilerede, så racismen var her primært rettet mod slavere. Hitler kom altså allerede tidligt til at nære et indædt had mod Habsburgerne, fordi han mente, de havde forrådt de tyske borgere og ladet grænserne stå åbne for immigration østfra. På tidspunktet for hans første rejse til Wien var han en pan-germaner, der talte med foragt om Habsburgerriget og kaldte det et “levende lig”. Efter farens død rejste Hitler i 1907 til Wien for at søge ind på byens kunstakademi. Han blev afvist. I stedet for at vende tilbage til Linz, blev Hitler i Wien, hvor han førte en temmelig kummerlig tilværelse med tilfældige jobs og ofte måtte bo på mandeherberger.

   Det var i Wien, at Hitler havde sit første møde med jøderne, og hvor antisemitismen for alvor begyndte at påvirke hans tankegang.

I en kiosk, ikke langt fra det sted den unge Hitler boede i 1908, købte han for første gang et obskurt magasin ved navn Ostara. Ostara propaganderede for et stærkt racistisk og antisemitisk verdenssyn. Hitler blev tilsyneladende optaget af magasinets rabiate budskaber og begyndte at købe Ostara regelmæssigt. Han opsøgte endda udgiveren af bladet, Lanz von Liebenfels, for at få fat på tidligere eksemplarer. I ostaramagasinerne fandt han stort set alle de ideer om blåøjede, nordiske overmennesker og de laverestående racer, som senere skulle komme til at optræde i Mein Kampf og dermed den nazistiske ideologi og propaganda.

Gudemennesker

 Liebenfels var en tidligere munk, der påstod, at han havde fundet en tempelridders gravsten i 1894, og at denne oplevelse havde sporet ham ind på tankerne om det blonde ariske ideal. I bogen Theozoologie fra 1904 havde han argumenteret for, at de syge i samfundet og de lavere racer skulle kastreres og kaldte ariske mennesker for Gudemennesker (Gottmenchen). Han prøvede at finde belæg for sine teorier i biblen og hævdede, at Eva engang havde sex med en dæmon – og dermed skabtes de lavere racer. I dag var de arisk-kristne gudemenneskers blod truet af de lavere racer, fordi de hele tiden søgte at gøre ariske kvinder gravide og dermed på langt sigt undergrave det ariske arvemateriale. Ud fra sine grundige studier var Liebenfels gradvist nået til den konklusion, at den eneste måde, man kunne redde den ariske race på, var ved at sterilisere de lavere racer og underlægge dem som slaver og indføre en statskontrolleret racehygiejne for at sikre regenereringen af “det teutonske blod”. Blandt de kilder, der ud over Liebenfels skriverier i Ostara, inspirerede den unge Hitler til at indtage sit pro-ariske og antijødiske synspunkt, var Marr og raceteoretikeren Arthur de Gobineau, der havde været blandt de første til at fremstille raceblanding som den direkte vej mod den ariske races undergang.

 Selv påstod Hitler, at han ikke troede på alle disse påstande i begyndelsen. I beskrivelsen af sin Wienertid i Mein Kampf nævner Hitler, at da han første gang læste de antisemitiske pamfletter, afviste han påstandene i bladene som overdrivelser. Men gradvist, hævdede han, åbnede de alligevel hans øjne op for, at der rent faktisk stod jøder bag alt det, han hadede mest af alt i verden. Uanset om det var moderne kunst, liberalisme, pornografi, så havde det altid en fællesnævner: Det var alt sammen skabt af jøder. 

    Fra det øjeblik var Hitler forvandlet til en fanatisk antisemit. I hvert fald er det temmelig sikkert, at den kommende diktators holdning til jøderne tog en definitiv form på dette tidlige tidspunkt i hans liv, som ham han siden aldrig veg fra – den var en konstant i hans liv helt frem til hans sidste testamente med opfordringen om at fuldføre den endelige løsning.

Hitlers “erkendelse”

Hitler begyndte med sin nye erkendelse at anse Wien som et veritabelt “Babylon”. Han mindedes selv disse år som falleret kunstner i de nederste, sociale kredse i Wien, som hans “tidlige år med fattigdom, med skuffede forhåbninger, om et liv med afsavn og ydmygelse”, hvor det gjorde ham syg at se dette: 

“Konglomerat af racer, som hovedstaden viste mig, med sin frastødende blanding af tjekker, polakker, ungarere, serbere og kroater, og overalt, denne menneskehedens evige bakterierede – jøder og atter jøder.” 

Jøderne i Wien udgjorde i starten af århundredet 8,6 % af byens indbyggere, og de beklædte rent faktisk en lang række nøgleposter i industrien, handelen, aviserne og kunsten. Størstedelen af disse jøder var imidlertid mindst lige så tyske som Hitler selv, ja nogle af dem havde endda været involverede i de pan-germanske bevægelser mange år før Hitler blev født. Men der var også en betydelig del af wienerjøderne, der talte og opførte sig som de såkaldte shtetl-jøder. Det var meget ortodokse jøder, der levede, som de gjorde ude i de ungarske landsbyer, hvor de klædte sig kaftan, talte jiddisch og adskilte sig kraftigt fra den øvrige befolkning i udseende og væremåde. I Mein Kampf beskrev Hitler sit første møde med en shtetl-jøde således:

“En dag, da jeg strejfede gennem den indre by, stødte jeg pludselig på en mærkelig fremtoning i lang kaftan og med sorte lokker. Er det også en jøde?, var min første tanke (…) Jeg iagttog stjålent og forsigtigt manden, men jo længere jeg stirrede ind i dette fremmede ansigt og forskende undersøgte træk for træk, des mere ændredes spørgsmålet i min hjerne til en anden form: er det også en tysker?” 

Hitler væmmedes ved synet af disse menneskers ydre fremtoning og konkluderede, at de ingen lighed havde med almindelige tyskere. På sine hyppige vandreture i den jødiske ghettobydel, Leopoldstadt, så han også ting, der måtte skræmme den allerede dengang temmelig puritanske Hitler – ikke mindst prostitutionen som florerede i ghettoen. Der løb også på den tid vilde rygter om hvid slavehandel med tyske piger – en forretning som jøderne naturligvis skulle være mere end indblandede i. Det er kendetegnende for Hitlers antisemitisme, at han i sin søgen efter at dæmonisere jøderne, kædede dem sammen med netop seksualitet og promiskuitet. Nogle år senere skulle han i Mein Kampf fremmane et billede af jøden som en sexgrisk dæmon, der kun ønskede at ødelægge den ariske race ved at forpurre den med sit eget afkom:

“Den sorthårede jødedreng lurer i timevis, med satanisk glæde malet i sit ansigt, på den intetanende unge pige, som han skænder med sit blod og derved røver fra hendes folk. Med alle midler prøver han på at ødelægge racegrundlaget for det folk, han vil undertvinge.” 

I Hitlers forestillingsverden havde den mandlige jøde en magnetisk seksualitet, og den anvendte han til at forføre de ariske kvinder, hvilket vi også skal se nærmere på i analysen af Jud Süss.

Hitler gør “jøden” til syndebuk

 Hitler mente, at al denne urenhed og åbenlyse mangel på moral var et udtryk for jødernes sande natur. Det lykkedes ham derved at kanalisere en mængde sociale problemer over på en gruppe af syndebukke. Det var samfundsonder fra prostitution og hvid slavehandel, til syfilis og racemæssig degeneration, som han mente ikke længere hvilede på ariernes skuldre, men udelukkende kunne lastes på jøderne:

“Gaves der nogen form for smuds eller skamløshed (…) som ikke mindst én jøde var indblandet i? Når man blot forsigtigt skar forsigtig i en sådan byld, fandt man – en lille jøde, ofte blændet af det pludselige lys.”

Og disse små jøder kunne Hitler nu afsløre i alt, hvad han ikke brød sig om. Han kunne ikke lide det liberale borgerskab og de kapitalistiske kræfter i Wien og fandt ud af, at der var en del jøder blandt liberalisterne og kapitalisterne. Han brød sig ikke om de intellektuelle, og han fandt således også snart frem til en række professorer med jødiske navne. Noget lignende gjorde sig gældende med det østrigske socialdemokrati. Hitler hadede socialdemokratiet, fordi det gik ind for demokrati, marxisme og klassekamp og imod de værdier, som Hitler kunne tilslutte sig, såsom nationalisme. Han kunne heller ikke lide partiets internationalistiske holdning. Hvis der skulle være et solidarisk fællesskab, skulle det være et nationalt Volksgemeinschaft, hvor der ikke var klassekamp men racekamp. Han nægtede at melde sig ind i nogen fagforening – ikke mindst fordi der her altid blev prædiket klassekamp – og rasede over den marxisme, som kom til udtryk ved de socialdemokratiske møder. Hitler fandt derfor frem til, at arbejderne var ofre for et system, som forgiftede folkets sind og udnyttede masserne for systemets egen skyld. Og hvem stod bag dette system om ikke jøderne? “Først kendskabet til Israel giver én nøglen til socialdemokratiets skjulte og virkelige hensigter”, som han selv formulerede det. 

 Faktisk var formanden for det østrigske socialdemokrati, Dr. Victor Adler, jøde, og for Hitler var dét tilstrækkeligt bevis på, at socialdemokratiet kun var et redskab i en større jødisk sammensværgelse. Han vævede socialdemokratiet og herunder marxismen sammen med jødedommen. Han så de socialdemokratiske ledere som Adler, Austerlitz og Ellenbogen, som officererne i en djævelsk sammensværgelse, der havde til formål at forføre arbejderne og dernæst ødelægge den ariske civilisation.

Men tog Hitler afstand fra marxismen og socialdemokratiet, så fandt han til gengæld sine forbilleder i andre politikere. Som nævnt kunne han, ligesom faderen havde, i sin tid, tilslutte sig Alldeutsches Parteis stifter, Georg Ritter von Schönerers antisemitisme, tyske nationalisme, ønske om forening med Tyskland og had til Habsburgerne. Men von Schönerer begik også fejl, mente Hitler. Von Schönerer forstod f.eks. ikke at henvende sig til masserne men kun til visse dele af bourgeoisiet, og han anvendte Rigsdagen, frem for gaden, som parlament. Endelig havde von Schönerer ikke forstået at inkorporere det sociale element, der kunne tiltrække de vælgermasser, der ellers ville stemme på venstrefløjen, i sin nationalisme. Von Schönerer satsede på middelstanden og forsømte masserne.

 Evnen til at fange masserne fandt Hitler derimod hos Wiens borgmester gennem 11 år, Karl Lueger, og hans parti De kristelig-Sociale. Lueger var en førerskikkelse, der vandt mange stemmer i de lavere middelklasselag – de samme befolkningssegmenter, som Hitler senere skulle hente stemmer fra. Lueger “indså værdien af en storslået propaganda og var virtuos i at indvirke på de sjælelige instinkter hos den store masse af tilhængere”, skrev Hitler i Mein Kampf. Det var formodentlig Lueger, der inspirerede Hitler til at sammenkæde jødedom og marxisme. Lueger forstod, i modsætning til von Schönerer, at integrere det sociale i sit program og dermed hive masserne væk fra de marxistiske partier. Til gengæld var hans parti ikke tilstrækkeligt nationalt; det var Habsburgervenligt, og Luegers forhold til jøderne var ikke konsekvent nok. Luegers antisemitisme var baseret på religiøse og økonomiske argumenter og ikke på biologiske. Hitler brød sig heller ikke om Luegers katolske overbevisning. 

   Hitler ville forene det bedste fra de to politikere: Det tysknationale og konsekvent antisemitiske fra von Schönerer og det sociale og masseforførelsen fra Lueger. Da Hitler forlod Wien, havde han altså fået lagt grundstenene i sit verdensbillede. Han havde lært, hvad der var den rigtige politiske form, og hvem der var fjenden. 

Satanisk skikkelse

   Jøden var ikke længere et menneske i Hitlers tankeverden. Han var blevet en satanisk skikkelse udrustet med infernalsk magt og legemliggørelsen af alt ondt, et væsen, på hvem Hitler overførte alt, hvad han hadede, frygtede og – måske – begærede. Jøden var skyld i de modernistiske retninger inden for kunst, skyld i pornografi og prostitution, pressens antinationale kritik, kapitalisternes og marxisternes udbytning af masserne og måske ikke mindst; at Hitler selv ikke havde kunnet drive det til noget videre i Wien. Jøden var et columbusæg i Hitlers verdensbillede. Jøden var ikke blot en del af forklaringen, jøden var hele forklaringen på alt negativt.  I Hitlers kommende nazistiske Tyskland, skulle der snart svaje bannere i gaderne med sloganet Die Juden sind Schuld! – Det er jødernes skyld!

Da nazisterne gjorde jøderne til en biologisk race

Men var der et jødespørgsmål? Var jøden virkelig et ondt allestedsnærværende væsen som i blodrus stræbte efter at vinde magten over arieren? Virkeligheden var snarere, at jødespørgsmålet i lande som Tyskland og Østrig var på vej til at forsvinde i tiden efter første verdenskrig, hvor Hitler og de kommende spidser i den nationalsocialistiske bevægelse var ved at finde fodfæste efter det ydmygende krigsnederlag. Det så på mange måder ud til, at assimilationen i løbet af nogle årtier ville være næsten total. Jøderne gled stille og roligt ind i samfundet, og snart ville det ikke være til at skille jøderne ud fra de øvrige borgere. De havde ganske vist endnu hebræisk-, sephardisk- eller jiddishklingende navne, men deres tøj, udseende og væremåde var ikke anderledes end alle andres. Ganske vist var der en stadig tilstrømning af Ostjuden, der som flygtninge vandrede over Galicien fra Ukraine og andre egne af Rusland i disse år, men det ændrer ikke ved, at størsteparten af jøderne mere eller mindre var ved at forsvinde som en synligt adskilt gruppe. De var endda blevet så assimilerede på stort set alle samfundsniveauer, at Hitler og antisemitterne rent faktisk var ved at miste et klart defineret mål for deres had og søgen efter syndebukke, der kunne forene en temmelig uhomogen befolkning. Det var derfor blevet nødvendigt for antisemitterne at skille jøderne ud fra den ikke-jødiske befolkning og fremhæve forskellene mellem de to parter. 

Det gjorde de ved at gribe tilbage til de førnævnte raceteoretikeres ideer og redefinere jøderne som en biologisk race. Hvis jøderne var en race, vedblev den enkelte med at være jøde, selv om han var nok så assimileret. Han kunne være nok så meget kristnet ved døbefonten og gå i vesterlandsk tøj, men lige meget hjalp det: Han var og blev jøde. Et dengang kendt slogan lød Jud bleibt Jud  – jøde forbliver jøde. De nazistiske antisemitter gik så vidt, at de hævdede, at netop den assimilerede jøde var den farligste, fordi han havde camoufleret sig og dermed kunne arbejde uforstyrret på at fremme sin races sag.

Hans Günther, der var professor ved arveforskningsinstituttet i Jena, var med til at understrege, at der var en fundamental forskel mellem den jødiske race og de øvrige racer:

“Det er ikke en eller anden “mindreværdighed” hos den jødiske raceblanding, der udgør jødespørgsmålets kerne, men dens racebetingede forskelligartethed, frem for alt dens race-sjælelige fremmedhed inden for de racemæssigt anderledes sammensatte vesterlandske folk.” 

“Jødinder menstruerer (for) tidligt”

Nogle af de beviser, Günther mente at kunne fremlægge som dokumentation for jødernes forskelligartethed, var de fysiske karakteristika, der var særegne for jøden. Han beskriver den typiske jøde som 1,61 m høj, med skæve ben, rund ryg, tendens til fedme og dobbelthage og kraftig kropsbehåring. Hvad angår jødinderne påstås det blandt andet, at de menstruerer tidligere end europæiske piger og dermed er mere dyriske end arierne.

For en antisemit kunne det virke forvirrende, at jøderne umiddelbart var meget forskellige indbyrdes og f.eks. kunne optræde i så forskellige roller som kapitalister og kommunister. Hvordan hang det f.eks. sammen, at nogen jøder, som den rige jødiske Rotschildfamilie var arbejdsgivere og løntrykkere og sad på aktiekapitalen i Wallstreet, når andre jøder, som bolsjevikken Leon Trotskij, arbejdede på at fremme marxismen og klassekampen. Det kunne jo virke som om, at jøderne modarbejdede hinanden? Det hang ikke sammen. Ikke medmindre man netop identificerede jøderne, kommunister som kapitalister, som medlemmer af en fælles race. De modarbejdede slet ikke hinanden. Ud ad til så det ud som, at de arbejde mod hvert sit mål, men det var kun et skalkeskjul: I virkeligheden arbejdede de sammen for at nå ét fælles mål: – verdensherredømmet – blot med forskellige midler. Ved at samle arbejdermasserne under de røde faner, havde jøderne opnået at underminere nationernes autoritet og narret dem til at underlægge sig de internationale jødiske bankierers interesser. 

Jøden er skyld i alt dårligt 

Ved at påstå at jøderne samarbejdede på tværs af landegrænser, klasseskel og ideologier, kunne nazisterne ikke alene angribe jøderne selv, men også alle de fænomener i politik, kultur og økonomi, som nazisterne af forskellige årsager vendte sig imod. Jøden var en universalforklaring på alle de onder, der havde ramt det tyske samfund: Bolsjevisme, kapitalisme, inflationen (der gjorde tilværelsen endnu hårdere for de lavere middelklasser), det fremmedgørende moderne samfund, den moderne jazz og den uforståelige abstrakte moderne kunst – alt blev personificeret i jøden. Antisemitismen blev et våben. Det udtrykte propagandaminister Joseph Goebbels ved en pressekonference i 1943: “…antisemitisme er det mest effektive våben vi har. Det må udnyttes med stor kraft.”

Jøden som propagandavåben

“Den geniale leder må have evnen til få forskellige modstandere til at fremstå som om de tilhørte en og samme kategori,” skrev Hitler i Mein Kampf og understregede nødvendigheden af at forene folkets had mod en enkelt fjende. Ganske som Goebbels var Hitler ubetinget klar over propagandaeffekt, han kunne opnå med antisemitismen. Havde jøden ikke eksisteret, udtalte han engang, havde man måttet opfinde ham, for det er vigtigt at have en synlig, ikke usynlig, fjende. At anvende jøden som fjende indebar blandt andet den fordel, at man i propagandaen kunne spille på, at de udgjorde en ydre såvel som en indre fare. Der var jøder udenfor Tysklands grænser som i en mægtig sammensværgelse kæmpede for at knuse det tyske folk. Og disse arbejdede sammen med de tyske jøder, der undergravede samfundet indefra. Hitler mente, at det var nødvendigt i enhver revolution at kunne kanalisere massens hadfølelser, og som socialgruppe var jøderne den mest velegnede at angribe. De var relativt forsvarsløse i det tyske samfund, og de kunne, trods den vellykkede assimilering, stadig identificeres som en bestemt gruppe af samfundet – især hvis man understregede deres forbindelse til “østjøderne”. 

Jøden var et relativt nemt udskilleligt offer, som man kunne føre ind i en stereotypi. Med stereotype billeder kunne man gøre indviklede og måske selvmodsigende sammenhænge entydige: Det abstrakte kunne ved at males med én farve, gøres konkret, og dermed var det velegnet til massesuggestion. Man behøvede ikke benytte rationelle argumenter men kunne spille på følelser som irrationel modvilje, racisme osv. Derfor måtte der ikke være tvivl om jødens nedrighed; det skulle være det hvides kamp mod det sorte. 

En anden grund til at jøderne var et oplagt mål var, at antisemitismens rødder, som nævnt, slog dybt i den brede tyske middelklasse af småhandlende og håndværkere. I Hitlers øjne var dette et potentiale, der naturligvis måtte udnyttes:

“En kamp mod jøderne vil være ligeså populær, som den vil være nyttig (…) Der er få tyskere, som ikke er blevet forulempede i mellemværender med jøder (…) så snart hadet og kampen mod jøderne virkelig er flammet op, vil deres modstand være uanselig. De kan ikke beskytte sig selv, og ingen vil hjælpe dem.” 

   De tyskere, Hitler og nazisterne ville tiltrække, var ikke kun en bestemt gruppe. Som selve navnet: National-socialisme røber, så dækkede partiet over både konservative værdier som nationalisme og fædrelandsfølelse og arbejderværdier som socialisme. Når man skulle vinde tilhængere fra så indbyrdes stridende grupper til ét parti, viste jøden sig at være velegnet til at dække over denne modsætning. Til de konservative nationalister spillede propagandaen på jødernes systematiske ødelæggelse af de traditionelle tyske værdier. Man fremhævede, at Marx var jøde, og at det naturligvis var jøder, der forsøgte at gøre Tyskland til en kommunistisk lydstat for Sovjetunionen. Over for arbejderne blev jødens rolle i propagandaen den omvendte. Nu var jøden den kapitalistiske udbytter, der kun ønskede at presse de tyske arbejdere for arbejdskraft og for enhver pris holde socialistiske ideer nede. 

Ved at skabe disse forskellige propagandabilleder af den “jødiske bolsjevik”, den “jødiske kapitalist”, den “jødiske jordspekulant” og den “jødiske kædeforretningsejer”, åbnede nazisterne op for muligheden for at rette kampagner mod vidt forskellige målgrupper. Antisemitisme blev på den måde brugt som et bindeled mellem kapital og arbejdskraft, mellem bonde og forbruger.