Når tiden standser

Kronik i Berlingske Tidende:

Fotografier er blevet så naturlig en del af vores verdensbillede, at vi sjældent skænker dem en tanke, når vi ser dem.

Måske når vi at registrere indholdet af et reklamefoto, måske vækkes vores nysgerrighed af et billede i avisen, men langt de fleste glemmer vi øjeblikket efter, at vi har set dem. Alligevel kender de fleste mennesker til den sære oplevelse, at der pludselig, midt i strømmen af fotografier, dukker et enkelt billede frem, der får os til at stoppe op.

Man ser nærmere på fotografiet, mærker sig detaljerne og man opdager det vækker noget i en; det stikker til visse minder og følelser,men man er ikke i stand til at pege på, hvad det er ved billedet, der gør det.

Den slags oplevelser, hvor et enkelt billede blandt tusind andre, pludselig begyndte at prikke, havde den franske tegnforsker, Roland Barthes (1915-1980) ofte iagttaget hos sig selv. Gennem det meste af sit liv spekulerede han meget over dette fænomen. Han forsøgte at kredse sig ind på hvad fotografiet egentlig var for noget, og hvorfor nogle af dem påvirker os så stærkt. Stik imod gængse videnskabelige metoder, valgte Barthes at gøre sig selv til hovedperson for undersøgelsen.

Han mente at han ved at undersøge sine egne reaktioner på forskellige billeder, kunne komme frem til en dybere forståelse for fotografiet. Resultatet er en forbløffende og personlig beretning, der udmøntedes i bogen “Det lyse kammer”, hvor det på mange måder lykkedes den franske forsker at trænge helt ned til fotografiets kerne.

Barthes startede med at sige, at den slags fotografier, der interesserede ham, kunne henregnes til to kategorier: studium og punctum. Studium var alt det ved et billede, der kunne vække en umiddelbar interesse, men som ikke virkelig gjorde ondt på betragteren. På et foto fra 1. maj dagen i det gamle Sovjetunionen, kunne det fx. være interessant at se hvordan sovjetborgerne gik klædt.

Det tilfredsstillede ens nysgerrighed, men havde ikke nogen dybere funktion. Studiumoplevelsen, mente Barthes, fik man ofte vedreportagefotos. Når man ser fotos fra krigshærgede lande, kan man chokeres over det man ser, men det er og bliver en mere eller mindre overfladisk interesse, man investerer i dem. Billederne formår trods deres voldsomhed, ikke at vække en virkelig uro i betragteren. Det er billeder, der skriger, skrev Barthes, men de sårer ikke.

Det gjorde derimod de billeder, som gav det, Barthes kaldte punctumoplevelsen. Punctumoplevelsen kunne opstå ved en lille detaljepå et fotografi. Selve ordet punctum betyder prikke eller stikke, og det er netop hvad disse detaljer gør. De formår at prikke hul ind tilbetragterens indre og dermed såre. For at forstå hvorfor noget prikker, er man nødt til at vende blikket ind ad.En punctumoplevelse, han selv havde haft, var opstået da han betragtede et bestemt fotografi fra 1926, der forestiller en negerfamilie. Fotoet fortæller om en familie, der er udmajet i søndagstøj, om familiefølelse, om stræben efter social forfremmelse, alt sammen noget, der kan henregnes under studium. Men det som skaber en punctumeffekt er en kæde, en af kvinderne bærer om halsen. Barthes forstod ikke hvad det var, der sårede ham ved denne detalje før længe efter, han havde lagt fotoet væk.

Så opdagede han pludselig, at denne halskæde havde fået ham til at tænke på en lignende halskæde han havde liggende i en æske oppe på loftet. Den havde tilhørt en gammel faster, der indtil sin død havde levet som gammeljomfru i en trist afkrog af Frankrig, og Barthes havde altid haft forfærdelig ondt af hende. Halskæden var altså en detalje, der arbejdede i ham og langsomt vækkede en smertelig erindring i ham. Punctum lå altså dels i detaljen på fotografiet (halskæden) og dels i Barthes eget minde.

Fotografiet var ikke omvæltende når det skræmte, chokerede eller sviede, men når det gjorde tænksom, når det vækkede et ømt punkt til live i betragteren.

Men efter denne opdagelse var Barthes endnu ikke tilfreds. Han følte ikke, at han var kommet nær nok på fotografiets sande natur.Han havde følelse af at der var en anden type punctumeffekt, men han vidste endnu ikke hvordan han skulle komme på sporet af den.Det skete imidlertid en novemberaften, nogle uger efter at Barthes moder var død.

Han havde levet sammen med hende og båndene imellem dem var tætte. Nu hvor han sad i deres lejlighed, knuget af sorg, ville han forsøge at genfinde hende på et af de mange fotografier i familiealbummet. Barthes blev umådelig skuffet og kunne med Proust sige: “..disse fotografier af et menneske, foran hvilke man husker det dårligere, end hvis man nøjes med at tænke på det.”

Aften efter aften satte han sig hen under lampen og kiggede på fotografierne; enkelte gange fandt han billeder, der gengav træk, han kunne genkende, en armbevægelse, et udtryk, men det var kun fragmenter af den virkelige person, han så inderligt ønskede at gense.

Efterhånden som han kom ned gennem stablen af fotos, bevægede han sig langsomt tilbage i tiden, til dengang hun var en ungkvinde og endnu længere tilbage. Og så pludselig så han hende på et billede: “Fotografiet var meget gammelt. Kartonneret medslidte hjørner, i en falmet brun farvetone. Det viste med nød og næppe to mindre børn der stod sammen for enden af en lille træbro i en vinterhave med glastag:

Min mor var da fem år gammel, hendes bror syv. Hun stod med front mod fotografen; man fornemmede at han havde sagt til hende: Gå lidt frem så vi kan se dig.” I den femårige pige genså han endelig moderen. Det ikke bare lignede, det var hende. Ringen var sluttet.

Med fotoet og dermed genkaldelsen af moderen havde Barthes fundet frem til et andet og dybere Punctum. Han var kommet frem til, at i fotografier som Vinterhavefotoet, kan selve fornemmelsen for tiden give en punctumoplevelse.
Hvordan var Barthes kommet frem til det resultat? Et foto er en fastholdelse af et øjeblik, der aldrig kommer igen, ræsonnerede han.

Det er et frosset bevis på, at det, man ser på billedet, har været tilstede foran fotografens linse. Barthes kaldte det for: “Det der har været”, altså at det frosne øjeblik, man ser på fotoet, er noget, der engang virkelig gik for sig. Når billedet tages, standses tiden for et øjeblik, men det betyder jo ikke at tiden er afsluttet. Efter fotografen havde taget billedet af Barthes mor i Vinterhaven, var den lillepige muligvis løbet ud af vinterhaven, var levet videre og er blevet ældre. Øjeblikket, hvor hun stod foran kameraet var forsvundet for altid, men det fandtes alligevel på et fotografi, som et stykke “standset tid”.

Fotografiets gengivelse af Tiden: “Det der har været”, var ikke kun en anden form for punctum. Det var ifølge Barthes selve fotografiets grundide, dets sjæl; det viser noget, der er fortid, men som i kraft af fotografiet stadig eksisterer. Dette nye punctum er ikke knyttet tilformen, men til intensiteten i fotografiet.

Barthes illustrerede dette med et eksempel: Der findes et fotografi fra 1865, der forestiller en ung mand, der forsøgte at myrde den daværende amerikanske udenrigsminister W.H. Seward. Fotografen Alexander Gardner fotograferede ham i hans celle kort før han blev hængt.

Når Barthes betragtede billedet så han den unge mand, det sære udtryk i hans ansigt og de gammeldags håndjern, men henregnede det under studium. Fotografiets punctum var selve det tidsmæssige paradoks,der ligger i billedet. Vi ser en mand, der venter på at dø. Samtidig ved vi, at han døde for 128 år siden, få timer efter fotoet blev taget!

Vi er med dette billede, vidne til en slags “før- fremtid”: Fotografiet fortæller om døden i fremtiden: Han er død og han skal dø. I Vinterhavefotografiet forholder det sig på samme måde. Når Barthes så på moren som lille pige, så han samtidig en katastrofe, der skal finde sted, mange år senere: Hendes død. Barthes drog herfra den konklusion, at ethvert fotografi, hvad enten den fotograferede er død eller ej, er denne fremtidige katastrofe.

Man fastholder personen i et eneste øjeblik, men personen selv, vil uvægerligt gå tilgrunde. Når man ser på fotografiet, forstår man dette tab, men der er absolut intet, man kan stille op. Det er denne erkendelse aftabet, der “prikker”. I de fotografier, hvor betragteren får en punctumoplevelse træder man så at sige ind i den uvirkelige forestilling,som fotografiet er, og det sker med stor smerte.

Med Barthes egne ord: “Jeg trådte vanvittigt ind i forestillingen, ind i billedet for med mine arme at omfavne det der er dødt, det der skal dø …vanvittig af medlidenhed.”


Be Sociable, Share!

Skriv et svar