I mine teenageår elskede jeg at læse om det store og vilde liv som forfatterne levede. Litteraturhistorien vælter jo over med disse larger than life pennesvingende livskunstnere: Scott Fitzgerald med sin Zelda, bedøvet af champagne, faldende baglæns i poolen på et celebert strandhotel ved Côte d’Azur. Stangerup blandt smukke prostituerede i Bahia. Chatwin i Patagonien. Ib Michael i Amazonas. Blixen på farmen og ud af Afrika. Og naturligvis levemanden over dem alle: Hemingway, med grace under pressure i første verdenskrigs grøftegrave, fiskende sværdfisk i Cuba eller vinfuld skrålende Olé! på forreste række til en corrida de toros i Pamplona.
Drømme i drengeværelset
Dengang, i mine teenageårs obligatoriske sturm und drang-periode, forbandt jeg det at være forfatter med at leve mere intenst og farligt end alle andre mennesker hvis livs mest dramatiske højdepunkt var et forsinket S-tog før morgenmødet på kontoret. Jeg sad der på mit loftskammer, over mine forældres lejlighed på Frederiksberg, og hørte melodramatiske operaer mens jeg skrev hvad jeg var sikker på var min første roman – som var lige så naiv og håbløs som man nu er når man er 15 år og drømmer at man aldrig kommer til at køre med forsinkede S-tog. For livet skulle være som de store forfatteres, a moveable feast, fuldt af drama og længsel og smukke kvinder der alle var døtre af sydamerikanske revolutionshelte eller italienske professorer.
Ensomheden kommer om eftermiddagen
Hver dag når jeg kom hjem fra skole, skrev jeg en side på bogen. Jeg skrev på en gammel, mekanisk Remington-skrivemaskine for der kunne ikke være tale om at bruge en elektrisk skrivemaskine, naturligvis, det harmonerede jo ikke med de fotografier af Hemingway jeg havde sat op med tegnestifter på væggen.
Men der skete noget sært. Det jeg oplevede mens jeg sad der og skrev, var ikke at mit liv blev mere vildt og spændende, men at det var knaldende hårdt arbejde. Det var en kamp at få ordene ned på papiret, og jeg sad i en evig tvivl om hvorvidt det jeg skrev overhovedet duede.
Og jeg følte mig meget alene. Det var helt utroligt ensomt at skrive. Jeg var så alene med ordene og billederne i mit hoved, og ingen kunne hjælpe mig. Det var mit første møde med skrivningens ensomhed, den ensomhed som alle forfattere er nødt til at leve med, som med tiden bliver en ven man kan elske at hade, men som man aldrig kan slippe for.
Marguerite Duras og ensomheden
Denne ensomhed har Marguerite Duras skrevet en lille og meget smuk bog om: At skrive, eller, for de frankofone: Ecrire. Jeg faldt over den forleden – hvis det nu kan lade sig gøre at falde over en bog på kun 54 sider – og jeg blev slået af den gamle mesters præcise beskrivelse:
Det skrevne bliver ikke til uden skrivningens ensomhed, uden den smuldrer det skrevne. Det bliver blodfattigt i sin søgen efter, hvad der nu skal skrives.
Duras mener at der simpelt hen er brug for en afstand mellem forfatteren og alle andre mennesker:
Der skal altid være en afstand mellem andre mennesker og den, der skriver bøgerne. Det er en ensomhed. Det er digterens ensomhed, det skrevnes ensomhed. (…) Denne konkrete ensomhed i kroppen bliver også den ukrænkelige ensomhed i det skrevne. Ensomhed betyder også: enten døden, eller bogen.
Loftskammeret
Klicheen om den fattige digter der sidder ensom og skribler på loftskammeret, skal faktisk opfattes helt bogstaveligt. For når man sætter sig for at skrive, er man i netop dén situation. På mit eget loftskammer i mine teenageår mærkede jeg det. I starten troede jeg at det kun var fordi jeg bare ikke havde nogen rutine og først skulle lære faget. Men i årene der fulgte, gik det gradvist op for mig at sådan er det og skal det være. Jeg erkendte langsomt at hvis jeg ville være forfatter, så var det ikke det store, dramatiske liv der ville fylde, men først og fremmest en uundgåelig ensomhed som ville præge dagene og årene.
Ensom blandt mennesker
Der er ingen der kan hjælpe dig som forfatter, ingen der kan støtte dig i processen med at danne sansebillederne og føre dem ned i ord og sætninger. Det kan være skræmmende, ikke mindst fordi det på en eller anden måde fører dig væk fra andre mennesker når du sidder inde i din egen krop og skaber ord og ord og ord, alene og svedende som en svensk skovhugger. Duras beskriver det således:
Man bliver menneskesky af at skrive. Man vender tilbage til den naturtilstand, der fandtes i tidernes morgen. Og man genkender den altid, det er skovenes urgamle natur. Den, der ligger i angsten for alting, tydelig og uadskillelig fra selve livet. (…) Man må overvinde sig selv for at skrive, man må være stærkere end det, man skriver.
At læse “At skrive”
Jeg tror ikke det ville have ændret noget hvis jeg dengang havde læst Marguerite Duras’ beskrivelse af skrivningens ensomhed (desuden var den heller ikke udgivet endnu). Men den ville nok have lært mig at det “vilde forfatterliv” i virkeligheden foregår i al stilhed bøjet over nogle taster.
Til alle der kan lide at skrive og læse skønlitteratur, vil jeg anbefale Duras’ At skrive. Den er ganske lille, men skal læses langsomt. Den giver et smukt, og meget idiosynkratisk, indblik i hvordan der ser ud i en stor digtersjæl som, ligesom alle andre skrivende, sidder hver dag på kontorer, køkkenborde eller toiletter og kæmper sin ensomme kamp med det skrevne.