Rejseerindring skrevet i 1993:
Langt, langt ude, ved horisontens bræmme og længere endnu strakte sandet sig i bølgelignende bakker. Lyset fra den opstigende sol spejledes i det hvid-gule sand og rev i pupillerne, så vi måtte knibe ansigtet sammen eller skygge med en hånd. Her frem for os, bag os lå den og under os lå den, den største af dem alle, den evige ørken – Sahara!
Vi var endnu ømme i vores rygge, min rejseledsagerske og jeg. Hele natten havde vi tilbragt på et betongulv i et af de nødtørftigt sammenflikkede huse i ørkenbyen Zaafrane. En venlig beduin af Adhara stammen havde givet os husly for natten inden vores rejse.
Problemet var blot at de mange beduiner, som den tunesiske regering har tvunget til at opgive deres nomadetilværelse, ikke rigtig har fundet sig til rette i deres fastboende tilværelse, i hvertfald ikke efter vores standard. Derfor rummer deres huse ikke toiletter; den slags sker i gedestien, og man sover på gulvet.
Men vi glemte omgående ømheden, da vi havde besteget de to enorme kameler og red væk fra Zaafrane og ud mod de flere tusind kilometer ørken. Det er umuligt at beskrive den lykkefølelse, man overvældes af, når man løftet et par meter til vejrs på kamelens ryg,sejler i adstadig skridtgang ud i landskabet af endeløse klitter.Beduinen, der ledsagede os ud i ørkenen hed Ali, Mohammed Ali.
Men i modsætning til hans amerikanske navnebror, var denne Ali enmeget lille, tynd mand med senede træk. Huden i ansigtet var slidt til læder af et liv under solen i Sahara. Men øjnene var levende,venlige. Hele hans væsen var præget af den ro, man stort set aldrig støder på i vesterlandske samfund. Den ro, som kun findes hos etmenneske, der har accepteret sin skæbne og lever sit liv i overensstemmelse med sine omgivelser uden at ville ønske mere.
Og Ali havde tydeligvis accepteret sin skæbne og levede med sine omgivelser på en sådan måde, at man fornemmede at han var lykkelig. Lykkelig, trods det, at hans omgivelser udgjorde verdens måske mest menneskefjendske element. I alle hans bevægelser og handlinger, lå der en fortrolighed med denne verden af sand.
Ali var født i ørkenen og kendte den ned til mindste detalje. Når han færdedes i klitterne, barfodet og ihyldet sin turban, var det meden slående respekt. Han fulgte solens kronologi og søgte skygge, når den stod højest, han læssede altid kamelerne med omkring 50 liter vand, for mangel på vand betyder omgående død og han smed aldrig skødesløst om sig med affald. Særligt de spredte oaser passede han uhyre på med ikke at forurene.
Til gengæld forærede Sahara ham et liv, der rummede på én gang mening, skønhed og en konstant udfordring. Han levede en tilværelse, der vel bedst kan beskrives med en berømt vending fra Hemingway: “Grace under pressure”.Da vi var kommet nogle kilometer ind i ørkenen og der ikke eksisterede andre kendetegn end klitterne, standsede Ali regelmæssigt op og stak næsen i vejret og granskede landskabet, næsten som en hund, der vejrer. Han talte udelukkende arabisk, så al kommunikation imellem os måtte foregå med fingersprog, og ét arabisk ord.
Hver gang vi stoppede, vendte han sig om imod os og spurgte “Behi?”, hvilket betød noget i retning af, “går det godt?”, hvortil vi begejstret svarede “Behi!” Derpå fortsatte vi efter hans nye kurs.Efter mange timers ridt nåede vi til en mikroskopisk, men dog ivrigt boblende kilde. Her stoppede vi for nogle timer for at fylde to overskårne bilslanger med det livsvigtige vand. Vi lagde os i skyggen af en sandbanke og lod eftermiddagens mest bagende timer vandre henover os.
Vi lå godt halvtreds meter fra den lille kilde så da min ledsagerske og jeg havde lyst til at vaske sveden af os, begyndte vi at vandre i retning af kilden. Vi travede over de første sandbanker, så et par stykker til. Hver gang var vi overbeviste om, at kilden ville komme til syne efter den nærmeste top.Men kilden var som forsvundet.
Vi forsøgte at krydse lidt rundt, men kun med det resultat, at vi nu hverken anede hvor kilden eller Ali og kamelerne befandt sig. Der var kun sand og sand og sand, ligegyldigt hvor vi vendte os. Man kunne ikke gå efter solen, for den stod ubehjælpsomt i zenit og der var ikke så meget som et sølle træ at orientere sig efter. Vores fodspor var allerede blevet dækket af støvsandets evige flugt.
Vi begyndte spøgende at tale om en historie, som en af beduinerne i Zaafrane havde fortalt os. En dag havde to italienske turister besluttet sig for at køre en halv time ud i ørkenen, for derpå at vende om. De havde kun medbragt en liter cola til deling. De vendte ikke tilbage en time efter. De vendte heller ikke tilbage dagen efter. Da de heller ikke var kommet tilbage tredje dag, havde nogle bekendte på deres hotel slået alarm. Nogle timer senere havde politiets helikoptere fundet jeepen langt ude i ørkenen. Den var løbet fuldstændig tør for benzin. Man fandt de to italienere liggende lidt derfra, udtørrede og kun få timer fra døden. Da de kom til sig selv på hospitalet fortalte de, at de havde mistet orienteringen efter den halve time. Desperate havde de kørt rundt som sindssyge indtil bilen var standset af sig selv.
Og vi havde blot skullet finde en kilde halvtreds meter væk! Vi var svært tilfredse, da vi pludselig så Ali komme gående. Vi red videre indtil dagen hældte. Kort før solnedgang slog vi lejr. Ali tændte et bål og gik i gang med maden. I sandet under bålet bagte han brød og i en lille gryde præparerede han et enkelt, men kosteligt måltid. Mens vi spiste bundede solkuglen og antændte klitterne langt, langt væk. De sidste gløder løb hen over himlen for langsomt at slukkes i sandet.
Jeg stillede mig op på en nærliggende bakke og så mig omkring. Så langt jeg kunne se, var der kun sandet. Over mig kuplede detvældige skyfri himmelrum, hvor stjernerne foldede sig ud som en mosaik af lys. Der var ingen lyde, ingen menneskestemmer, ingen motorer og telefoner. Der var kun os tre mennesker, kamelerne og så dette enorme varme, levende rum omkring os.Når man står midt ude i ørkenen på dette tidspunkt af døgnet er det eneste man kan gøre at lade sig opsluge af dette chok af skønhed. Pludselig mærker man hvordan hverdagens patina slås væk fra bevidstheden som gammel stuk for en hammer.
Jeg vækkedes pludselig af lyden fra en hæs fløjte. Det var Ali, der havde lagt sig hen til bålet og begyndte at spille de gamle melodier,beduinerne havde spillet gennem flere hundrede år, når karavanerne slog lejr for natten. Vi lagde os begge hen til bålet, lyttede til Alis fløjte og fulgte månens stille vandren.Da vi blev trætte krøb vi ned under tæpperne, som Ali puttede stramt omkring os. Mens vi ventede på at falde i søvn, spillede Ali sagtepå fløjten.
Kamelerne tyggede drøv et stykke fra os. Vi lå længe og kiggede op på stjernerne uden at tale. Vi mærkede sandet under os,mærkede den sagte vind skylle sandskornene over os som små stød i huden. I løbet af natten vågnede jeg tre gange. Første gang var der en kæmpebille, der rodede rundt i mit hår. Senere hørte jeg lyden af småørkenmus, der snusede til soveposerne. Sidste gang var det nattekulden, der sneg sig over os som et ispust. Selvom jeg til sidst begyndte at ryste af kulde, var der noget tilfredsstillende ved at ligge her.
Jeg var så langt væk fra Danmark, hvor man altid søger det lunkne; det som hverken er varmt eller koldt, det som hverken er nemt eller svært, men hvor alting flyder sammen til en ligegyldig tilpashed. Her i Sahara er der kun ekstremerne. Yderpolerne for, hvad man holde ud. Opfyldelsen af drømmen om at møde den endelige grænse.