Dengang jeg sprang ud af forfatterskabet

Det var i den tid hvor jeg gik omkring og sultede i København, denne forunderlige by som ingen forlader uden at være mærket af den. Men det var sådan København var i de tidlige dage, da vi var meget unge og meget fattige og meget, meget lykkelige.[1]

Faktisk var jeg så fattig at sulten hver aften drev mig ned til Søerne. Her stod jeg ved bredden i ly af mørket, og når ingen så mig, klapsede jeg en and eller to med cykelpumpen og smed dem i en plasticpose.

Eller hvordan var det nu …

Eller sådan husker jeg det ganske bestemt, de dage hvor jeg besluttede mig for at skrive … eller … nu hvor jeg tænker efter … så var jeg faktisk ikke fattig, og jeg klapsede ikke nogen ænder og faktisk så jeg boede endnu hjemme hos mine forældre som endda vaskede mit tøj. Og meget, meget lykkelig? Njah, det var jeg måske heller ikke. Men sandt er det at jeg var ung. Meget ung. Og meget almindelig. Og det var det store problem.

En meget almindelig teenager

Jeg gik i gymnasiet, og jeg var en teenager, en ganske almindelig teenager. Og hvis der er noget man ikke gider være når man er en almindelig teenager, så er det at være en almindelig teenager. Jeg ville skille mig ud, være noget andet end alle de andre. Nøjagtig ligesom alle de andre også ville være anderledes end alle de andre. Resultatet var et gymnasium fyldt af ganske almindelige teenagere der prøvede at være anderledes. I sin erindringsbog, På myrens fodsti, kalder Johannes Møllehave dette teenagefænomen: at skabe sig. Man skaber sig, og man skaber sig selv.

Man skaber en forfatter

Og min måde at skabe mig på, var at beslutte mig for at jeg ville være en forfatter. Jeg havde jo læst så mange bøger, og så er man næsten forfatter, tænkte jeg. Ja, jeg havde endda fiflet lidt med at skrive, endda fået trykt et par meget studentikost gammelkloge kronikker i Berlingske. Så at blive forfatter, tænkte jeg, det lå da lige for. Og jeg kunne da være nogenlunde sikker på at jeg var den eneste på gymnasiet der havde den slags drømme. Troede jeg – for eftertiden skulle vise at jeg slet ikke var den eneste. I min klasse gik de kommende forfattere Mette Thomsen (Plastic, Hajfyldte farvande) og i parallelklassen Anne Lise Marstrand-Jørgensen (Hildegard l & ll) og dramatikeren Jokum Rohde.

Fordele ved at tro man er forfatter

Jeg forestillede mig at en forfatteridentitet havde mange fordele. Det var ligesom om at en forfatter var hele pakken på en gang: man var en fri fugl, og man måtte være mærkelig og dyster og bohemisk. Og så håbede jeg at det lød smart i pigernes ører (det gjorde det ikke). Men det vigtigste: en forfatter var anderledes, det kunne jeg jo selv se. Dan Turell holdt foredrag på gymnasiet med sortlakerede negle og en Borsalino på hovedet. Poul Borum hang ud på Krasnapolsky med hentehåret gele’et op i en punket frisure. Og tidens stjerne, Synnøve Søe, var netop brudt frem med bogen Fars, og hun gik rundt i København og var dramatisk hvidsminket, smuk, mystisk og anderledes. Det ville jeg også. Altså ikke sminke mig hvid og mystisk, men skabe mig. Være anderledes.

Klæder til forfatterskabet

Da jeg ikke helt vidste hvordan man gjorde, eksperimenterede jeg mig lidt frem. Dengang var den herskende mode et firserclean look med bluser fra Ball og LaCoste t-shirts. Det måtte jeg gå imod. Jeg skrev et tåkrummende hånligt indlæg i Politiken om mærkevaredyrene i min generation. Og så fandt jeg min fars meget ternede tweedjakke fra 1972. Om halsen slyngede jeg et meget langt halstørklæde som kunne sidde skødesløst som på Toulouse-Lautrecs maleri af Aristide Bruant. Hvor alle andre kom på racercykler med gedebukkestyr, fandt jeg i den blå avis en politicykel anno 1935, og jeg trådte så hårdt i pedalerne at halstørklædet viftede på den rigtige måde i slipvinden.

Don’t …ask

Dengang var det in at stå i frikvarterene og ryge. Men for at være anderledes, tog jeg en langstilket pibe frem. Siden gik jeg over til at rulle mine egne cigaretter med tyrkisk Latakiatobak. Hver cigaret stemplede jeg med mit navn. Jeg gjorde meget ud af folk lagde mærke til, lige før jeg skoddede, at når kun de sidst tre bogstaver af mit navn var tilbage, stod der …ask.

Papa don’t preach

Endelig var der sproget. Det var jo vigtigt at tale som en forfatter. Jeg tyede til min store helt, Ernest Hemingway. Jeg læste hans ungdomsromaner igen og igen og nærstuderede hans dialoger indtil jeg selv kunne tale nøjagtigt som hans mandlige hovedpersoner Jake Barnes, Frederic Henry og Robert Jordan. Jeg husker at jeg gik på en date med en pige, og den første halvdel af aftenen talte jeg hemingwaysk: isbjergsafsnuppet, og med hvert ord fuld af prægnant skæbne. Jeg blev dog slået lidt ud da pigen på et tidspunkt så irriteret på mig og på ørefigenklart fynsk spurgte hvorfor jeg talte så underligt.

Hemingway never ate here

Om sommeren rejste jeg til Paris og berusede mig i pastis på alle de steder hvor Hemingway havde været. Jeg var en dag på Harrys bar i Rue Daunou med min bror. Han ville drille mig og spurgte (alt for) højt hvor Hemingway plejede at sidde, for der skulle vi også sidde. Tjeneren var heldigvis hurtig til at svare at Hemingway skam havde siddet på alle stolene i baren. Så vi skulle bare finde et ledigt bord.

Derpå gik turen til Spanien. Jeg skulle til tyrefægtning, lige som Papa, og selv om jeg faktisk syntes det var en malabarisk oplevelse, råbte jeg  naturligvis begejstret Oléeee og sørgede for at optræde som en afficionado som jeg havde læst mig til i Døden kommer om eftermiddagen. Senere på den rejse fik jeg noget af en nedtur da jeg gik forbi en restaurant med sloganet: ”No, Hemingway never ate here. But the food is cheap!”

Murstensroman på hele 5 sider

Men det var ikke nok med det ydre. Jeg måtte jo også opføre mig som en forfatter. Derfor fortalte jeg mine venner, når vi en fredag aften igen ikke havde støvet nogle piger op, at nu måtte jeg hjem, jeg skulle skrive. Og når jeg så skrev, foregik det på en aldeles uelektrisk Remtor som havde stået i Nationalbanken da min bedstefar var kontorchef.

Jeg skrev på en roman, naturligvis. Jeg havde endda en titel, den skulle hedde Statue. Jeg havde kun en vag ide om handlingen. Den skulle handle om en forfatter med ternet tweedjakke der faldt for en meget smuk pige som spillede cello. Hun stod ofte op om natten og satte sig nøgen med celloen mellem sine smukke nøgne ben. Hun spillede bachsuiter, og så blev hun sindssyg. Jeg vidste ikke rigtigt hvorfor hun blev sindssyg, men det skulle hun altså blive, og hun skulle til sidst lukke sig inde i sig selv, sidde i en katatonisk tilstand som en, ja, en statue. Den skrev jeg på i et helt år, eller, det sagde jeg at jeg gjorde, for den blev aldrig længere end 4-5 sider, og den eneste der blev en ”statue”, det var mig selv der sad lammet foran skrivemaskinen og ikke anede hvordan man skrev en roman.

Og så blev jeg fornuftig

Og hvad så? Tjah, jeg var aldrig ung og fattig og meget, meget lykkelig i Paris med en Hadley, jeg fangede ingen duer i Luxembourghaven. Den ternede tweedjakke mistede jeg til en fest. Politicyklen blev stjålet. Jeg holdt op med at ryge og fik en fornuftig computer.

Jeg holdt op med at ville være anderledes, jeg blev lidt voksen og lidt grå. Og så levede jeg lidt og skrev og skrev og skrev. Jeg smed det meste ud, sendte ting til aviser og tidsskrifter, fik nogle noveller og kronikker trykt, men fik endnu mere i hovedet igen og skrev og skrev. Well, I guess at jeg simpelt hen på den kedelige måde, erkendte, som alle andre skrivende, at der kun er én måde at blive forfatter på. Ved at blive ved og ved og ved.

En dag har man så skrevet nok til at man kan tage det store spring ud af forfatterskabet.

__________________________________________________

[1] Tyvstjålet fra hhv. første linje i Sult og sidste linje i A moveable Feast.

Be Sociable, Share!

Comments are closed