Det vilde liv og skrivningens ensomhed

I mine teenageår elskede jeg at læse om det store og vilde liv som forfatterne levede. Litteraturhistorien vælter jo over med disse larger than life pennesvingende livskunstnere: Scott Fitzgerald med sin Zelda, bedøvet af champagne, faldende baglæns i poolen på et celebert strandhotel ved Côte d’Azur. Stangerup blandt smukke prostituerede i Bahia. Chatwin i Patagonien. Ib Michael i Amazonas. Blixen på farmen og ud af Afrika. Og naturligvis levemanden over dem…

Read more

Om at skrive uden hensyn

Etisk dilemma: hvad kan man tillade sig at skrive? Det der holdt mig tilbage var at jeg følte jeg skulle tage hensyn. For det er en roman som handler om mennesker, levende mennesker. Den tager direkte udgangspunkt i noget jeg oplevede for nogle år siden. Og det jeg skriver vil uundgåeligt betyde noget for dem jeg skriver om. Jeg tænkte at jeg måtte respektere grænsen for hvor tæt man må…

Read more

Dengang jeg sprang ud af forfatterskabet

Det var i den tid hvor jeg gik omkring og sultede i København, denne forunderlige by som ingen forlader uden at være mærket af den. Men det var sådan København var i de tidlige dage, da vi var meget unge og meget fattige og meget, meget lykkelige.[1] Faktisk var jeg så fattig at sulten hver aften drev mig ned til Søerne. Her stod jeg ved bredden i ly af mørket,…

Read more

En anal forfatters bekendelser

Vi sad i gamle lænestole fra 1940’erne på en scene ved Skagens litteraturfestival. Vi var tre forfattere fra hver vores generation som dette år havde udgivet en roman om 2. Verdenskrig. Nestoren var Klaus Rifbjerg, der havde skrevet Hovedløs, i midten var Hanne Richardt Bech med Om så det gælder, og til sidst kom jeg, stadig våd bag ørerne, med Havet i Theresienstadt. Rifbjergs metode Vi skiftedes til at læse op og fortælle om…

Read more

Forfattersnobben og de uskrivelige ord

Jeg har en tilståelse. Jeg er en snob. Ikke snob som man normalt opfatter denne betegnelse, men en  arrogant ordsnob, en som hovent rynker på næsen ad mindreværdige ord, en der som prinsessen i Klodshans afviser dem med et: duer ikke. Jeg vil for eksempel aldrig nogensinde i mit forfatterliv kunne skrive denne sætning: ”Han kløede sig i røven med sin Ipod mens han guffede ostepops og æggemadder.” Og hvorfor egentlig…

Read more

Om ord der tørrer ud

Det skete for nogle dage siden. Jeg havde mine anelser om at det var på vej, men jeg havde ignoreret alle varsler. Først tænkte jeg at hvis jeg bare bliver ved, konfronterer det og bare bliver ved, kan det være at jeg kan skrive mig gennem det. Jeg forsøgte at overvinde problemet ved at slette alt det jeg havde skrevet de foregående dage og skrive det om. Det var den…

Read more

Da jeg blev indhentet af virkeligheden

Det hele begynder i en lille celle i Vestre fængsel. På gulvet ligger den 25 år gamle marokkaner Faycal Caaban. Han afsoner en dom for væbnet røveri. I går havde han været hos fængslets læge fordi han klagede over smerter i maven. Kort efter han vågnede, faldt han om på gulvet. Om to minutter vil personalet komme ind i cellen og konstatere at Faycal var død. Og det får København…

Read more

Når tiden standser

Kronik i Berlingske Tidende: Fotografier er blevet så naturlig en del af vores verdensbillede, at vi sjældent skænker dem en tanke, når vi ser dem. Måske når vi at registrere indholdet af et reklamefoto, måske vækkes vores nysgerrighed af et billede i avisen, men langt de fleste glemmer vi øjeblikket efter, at vi har set dem. Alligevel kender de fleste mennesker til den sære oplevelse, at der pludselig, midt i…

Read more

Den elektroniske vagthund

Kronik i Berlingske Tidende om Ted Turner og historien om CNNs første dage: Det var en af de dage, hvor ingenting skete. Ingen krige, ingen mord, intet børskrak. Det var den 1. juni 1980, hvor verdens første non-stop tv-station skulle gå i luften. “Be there and be live” var mottoet for stationen, men der var intet, der var værd at transmittere live denne dag. Sådan startede CableNews Network, der ellers…

Read more

At bære det ubærlige

Trykt i ALT for damerne: Ambulancen kørte os gennem den sovende by. Ruderne i husene var sorte og lukkede. Det regnede, og de blå lys på taget blinkede koldt i den våde asfalt. På hospitalssengen ved siden af mig lå Siri med lukkede øjne. Hun hev efter vejret og holdt med begge hænder om den store, gravide mave. Jeg strøg hende forsigtigt over håret. Jeg havde en svag kvalme, og…

Read more